Velfærdsteknologi skaber værdi for både borgere og ansatte

16.05.2024
App'en RO tilbyder forskellige øvelser til unge, der bøvler med angst, ensomhed eller depression
Karin Juhl viser en lampe og en lommelygte med flere funktioner.
Karin Juhl viser en lampe, der også er en lommelygte

Velfærdsværkstedet i Hadsten er en del af en større velfærdsteknologisk satsning igangsat i 2022. Erfaringer viser, at hjælpemidlerne skaber værdi i hverdagen for borgerne og frigiver medarbejdertid til andre nødvendige opgaver.

Karin Juhl er uddannet sygeplejerske og har i flere år arbejdet målrettet med at fremme brugen af velfærdsteknologi på sundheds-, ældre- og socialområdet i Favrskov Kommune. Satsningen gik for alvor i gang i 2022, og den har nogle klare formål. Indsatsen skal skabe større fleksibilitet og frihed for borgerne, understøtte medarbejdernes trivsel og arbejdsvilkår og sikre, at de kommunale ressourcer bliver udnyttet bedst muligt. 
- Velfærdsteknologien og de små hjælpemidler, vi viser frem i vores Velfærdsværksted i Hadsten, giver borgerne større frihed og fleksibilitet i hverdagen, så de bliver mere selvhjulpne og styrer deres eget liv. Velfærdsteknologi hjælper medarbejderne med at kunne give borgerne den nødvendige hjælp på forskellige måder, eksempelvis via et skærmbesøg eller en medicinpåminder. Det skaber større tilfredshed hos borgerne, mindsker tidspres hos medarbejderne og sikrer, at vi som kommune i fremtiden fortsat vil kunne levere en pleje af høj kvalitet til borgerne. Så vi er på rette vej, lyder det fra Karin Juhl. 

Velfærdsværkstedet er et lokale i Hjælpemiddelservice i Hadsten. Værkstedet er udstyret med hjælpemidler til eksempelvis personlig pleje, arbejde i køkkenet, lys og lyd. Det er muligt at afprøve hjælpemidlerne og derefter bestille dem online. Hver mandag fra kl. 14-16 er Karin Juhl eller kollega Maiken Sørensen klar i Velfærdsværkstedet for at guide interesserede rundt. 
Ergoterapeut Jane Kvisgaard har været forbi værkstedet sammen med en kvinde, der havde brug for mange hjælpemidler til køkkenet.
- Det var en øjenåbner for hende, da hun kunne se alt det, der kunne hjælpe hende. Så hun afprøvede en del og fik visiteret et smørebræt med kanter, en kartoffelbørste og en gribetang. På forhånd var hun informeret om, at der er ting, hun selv skal betale, da de findes i almindelig handel. Hun var meget glad for besøget i værkstedet, og det var også godt for mig, da det hele er samlet der, så det giver et bedre overblik, og jeg kan bedre hjælpe borgeren til at finde det rette i stedet for kun at se det på en hjemmeside, forklarer Jane Kvisgaard. 
På værkstedet findes også nogle kufferter med hjælpemidler, som kan tages med ud til arrangementer, og personalegrupper kan låne dem. Jane har lånt en af de kufferter, der er fyldt med hjælpemidler inden for et område og besøgt en borger i hjemmet for at finde frem til det, der kunne hjælpe borgeren.
- Sammen med mine kolleger er jeg i fuld gang med at bruge Velfærdsværkstedet, og det er rigtig godt. Det er også nemmere i samarbejdet med Visitationen, da det pågældende hjælpemiddel kan være afprøvet i Velfærdsværkstedet, og hvis det er et, borgeren kan få bevilget, så kan ansøgningsprocessen hurtig afsluttes, siger Jane Kvisgaard. 

Karin Juhl glæder sig over, at kendskabet til Velfærdsværkstedet spreder sig, både blandt ansatte og borgere. Satsningen gør også, at hun kan slå et slag for nogle af de hjælpemidler, der kan betyde en stor forskel for den pågældende borger.
- Nedsat syn er eksempelvis et stort problem, og det vil vi gerne sætte fokus på. Vi har fået rådgivning fra Synssamarbejdet i Randers for at få mere viden om, hvad vi skal investere i for at vise borgerne det, de selv kan købe og få stor glæde af, forklarer Karin Juhl, mens hun viser forskellige lamper til målgruppen og hjælpemidler til øjendrypning. 
På iPaden viser hun også app’en RO, der er udarbejdet af regionerne og målrettet unge, der bøvler med ensomhed, kærestesorger, angst eller depression.
- Den er gratis og er fantastisk godt opbygget. Vi skal være med til at udbrede kendskabet til den, så de berørte unge bedre kan håndtere deres hverdag, siger Karin Juhl.

John Keller Lauritzen, sekretariatschef i Social og Sundhed, glæder sig over, at den velfærdsteknologiske satsning i Favrskov Kommune er på rette vej:
- Borgerne oplever, at de bliver mere selvhjulpne og bevarer mest mulig frihed, og medarbejderne får et bedre arbejdsmiljø, da de bliver aflastet i forhold til nogle af de tungeste opgaver. Et godt eksempel på, at det er lykkes, er en genoptræningsrobot på træningsområdet. Den giver både mere effektiv genoptræning for borgeren, færre tunge bevægelser for fysioterapeuterne, og det frigiver tid til træning med andre borgere. Så den frigiver medarbejdertid.