Erhvervslivet bakkede flot op om jobmesse

06.05.2024
Mennesker til messe i en sportshal

I april var der jobmesse i Hadsten Hallen, hvor 34 virksomheder var repræsenteret – heriblandt mange lokale virksomheder.

Der var jobmesse i Hadsten Hallen i begyndelsen af april, og Hammel-virksomheden McBride var en af de mange lokale virksomheder, der var repræsenteret på jobmessen. McBride producerer rengøringsprodukter, og for HR-manager Jeanette Karulf var messen en god mulighed for at synliggøre virksomheden som et sted, man kan søge arbejde.

- Det er vigtigt for os at være synlige, så folk ved, hvem vi er, når de ser vores navn. Der er ganske enkelt kortere vej til at søge job hos os, hvis man har set os og måske snakket med os her på messen. En jobmesse er også en god mulighed for at stille nogle uforpligtende spørgsmål til os, og vi har haft mange gode snakke med folk på messen, siger Jeanette Karulf, der havde ledige jobs i både produktionen og administrationen med på jobmessen.

I alt 34 virksomheder var repræsenteret på jobmessen, der blev besøgt af 450 borgere tilknyttet Jobcenter Favrskov, der afholdt messen i samarbejde med Favrskov Erhverv.
Her var erhvervschef Jørgen Schytter var hurtig til at sige ja, da jobcentret spurgte, om erhvervslivet ville være med til at stable jobmessen på benene.

- Mange virksomheder har brug for arbejdskraft, og jobmessen er en god mulighed for at vise virksomhederne frem. Vi har et godt samarbejde med jobcentret, og det har været fantastisk at se samarbejdet resultere i et flot arrangement. Her er en virkelig god stemning, og jeg kan se, at der virkelig er god kontakt mellem virksomheder og de mange besøgende, siger Jørgen Schytter.
Arbejdsmarkedschef Camilla Sonne glæder sig over den store aktivitet på jobmessen.

- Vores kerneopgave er at skaffe virksomhederne kvalificeret arbejdskraft og at skaffe borgerne i job. Det lykkes vi allerbedst med, når vi arbejder tæt sammen med erhvervslivet, og derfor er det så værdifuldt, at de lokale virksomheder bakker op om en jobmesse. Det er en fantastisk mulighed for borgere og virksomheder at møde hinanden ansigt til ansigt. Jeg er så glad for, at erhvervslivet i Favrskov bakker så helt enormt flot op om arrangementet, siger Camilla Sonne.

  • En mand og en kvinde står ved siden af hinanden i en hal
  • Kvinde med mennesker i baggrunden
  • Mand med en messetand i baggrunden