You are here

- Børnene udfordrer os

  • Lotte og Jesper har været plejefamilie i ni år.

    Lotte og Jesper har været plejefamilie i ni år.

Familien Nøjsen i Søften har ni års erfaring som plejefamilie og har i dag fire børn i pleje.

- De udfordrer os på den gode måde, og det giver så god mening at have dem, siger Lotte og Jesper Nøjsen.

Lotte og Jesper er begge 47 år og har tre voksne døtre, hvoraf den ene stadig bor hjemme. Jesper er lærer på en skole, og Lotte er uddannet grafiker og afspændingspædagog. Hun har tidligere arbejdet i en institution i Aarhus, og dengang blev hun ofte spurgt, om hun kunne have lyst til at have et barn i aflastning.
- Jeg kunne godt se behovet, men ens egne børn skal have en vis alder og være med på, at vi nu også byder andre børn indenfor. Man skal have et stabilt liv hjemme, og som par være enige om beslutningen. For ni år siden tog vi så springet og fik i første omgang et barn i aflastning. Heldigvis fik vi lov til at beholde det barn, og siden har jeg været plejeforælder på fuld tid, fortæller Lotte ved det lange spisebord med plads til hele flokken, der tæller to piger på 7 og 15 år og to drenge på 11 og 12 år, foruden deres egen datter på 20 år.

For Lotte og Jesper er det afgørende, at de som plejefamilie repræsenterer det normale og gennemsnitlige familieliv. Børnene skal være en del af en hverdag med pligter, samvær, relationer, omsorg for hinanden, værdier og praktiske opgaver.
- De skal se ”det almindelige liv”. Der er en, der går på arbejde, og man mødes senere på dagen, spiser sammen og snakker om stort og småt. Der er stor læring i det, og de skal have en virkelighed at spejle sig i. Målet for vores børn og plejebørnene er, at vi skal have hele mennesker ud af dem, så de bliver selvstændige og velfungerende, for på den måde kan de bygge et liv op og bidrage til samfundet, lyder det fra Jesper.

De fire plejebørn er i høj grad en del af deres familie, og det er lige netop sådan det skal være, siger Lotte:
- Det er fantastisk at mærke, når de trives og falder til. De rykker og udvikler sig, og når man så får en krammer af dem, er det jo bare fantastisk. Det er både sjovt og hårdt, og der er ingen tvivl om, at børnene udfordrer os. På den måde udvikler det også os. Man skal have stor empati, overblik og være rummelig. Det gælder også i forhold til børnenes biologiske forældre, for dem skal vi samarbejde med, og børnene er bedst tjent med, at det hele foregår i en ordentlig tone.

Igennem tiden har både Jesper og Lotte fået flere kommentarer til deres valg om at være plejefamilie.
- Nogle roser os og siger, at det kunne de ikke selv gøre, så det er godt, andre kan det. Men vi har også mødt fordommene om, at man kun er plejefamilie, fordi man tjener gode penge. Den melding er hård, for det drejer sig jo om mennesker. Vi bliver betalt, ja, men det er også et job for den ene af os, og det er altså ikke et ”tag-selv-bord”, hverken for os eller børnene. Vi har et godt samarbejde med kommunen, og det er den sunde fornuft, der præger det. De får det, de har behov for, på lige fod med vores egne børn, siger Jesper og Lotte.

Fakta:

Lotte og Jesper Nøjsen, bor i Søften. Har tre piger, hvoraf den yngste datter på 20 år stadig bor hjemme. Har fire plejebørn: To piger på 7 og 15 år og to drenge på 11 og 12 år.

 

Senest opdateret

06.09.2018
dole