You are here

Mit barn bor hos den anden forælder

Hvad er mine rettigheder og muligheder for hjælp og støtte, når jeg ikke har mit barn boende?

Hvis du og barnets bopælsforælder bor i hver sin kommune, kan der være forskel på, hvilken kommune der kan hjælpe dig. Det afhænger i høj grad af, hvad du ønsker hjælp eller støtte til.  
 
Hvis du er utryg ved de forhold, der er hos den forælder, dit barn bor hos, er det kommunen der hvor barnet bor, du skal henvende dig til. Du kan overveje at lave en underretning. 
 
Det kan være vanskeligt at afgøre, om en sag har en så alvorlig karakter, at du bør sende en underretning. På den ene side skal du selvfølgelig sørge for, at dit barn ikke bliver udsat for omsorgssvigt. På den anden side skal du også beskytte samarbejdet mellem dig og barnets bopælsforælder. Det er et svært dilemma, som der ikke findes et entydigt svar på.
 
Hvis du selv har brug for kommunens hjælp til at gennemføre samværet f.eks. i form af en støtteperson eller økonomisk støtte til transporten, skal du henvende dig til din egen bopælskommune.

Mit barn bor hos den anden forælder

  • Hvad gør kommunen - hvad gør Familieretshuset

    Når barnet har bopæl hos den ene forælder, er det Familieretshuset, der træffer afgørelse om omfanget af samværet – det vil sige den tid, barnet skal være hos dig - hvis I er uenige om det. Familieretshuset kan også træffe afgørelse om vilkår for udøvelsen af samværet. Det kan f.eks. være, at samværet skal være overvåget eller støttet.
      
    Hvis du og dit barns bopælsforælder er uenige om forældremyndighed eller bopæl, er det også i Familieretshuset, at en sag skal startes op.
     
    Endelig træffer Familieretshuset afgørelser om fastsættelse af børnebidrag, uddannelsesbidrag og særbidrag. Det er Familieretshuset, der fastslår, om der består en bidragspligt og fastsætter størrelsen af bidraget.
     
    Når et børnebidrag er fastsat af Familieretshuset, kan bopælsforælderen bede kommunen inddrive bidraget hos dig.
     
    Du skal være opmærksom på, at Familieretshuset tilbyder gratis børnesagkyndig rådgivning vedrørende problematikker, der knytter sig til børn, der ikke bor med begge forældre.
     
  • Hvad har jeg ret til at få at vide om mit barn

    Når du har del i forældremyndigheden

    Hvis du og barnets bopælsforælder har fælles forældremyndighed, har du ret til at få det samme at vide om dit barn som bopælsforælderen. Du har dog ikke ret til at få private oplysninger om bopælsforælderen. Der kan derfor være tilfælde, hvor du ikke kan få alle tilgængelige oplysninger, fordi nogle af oplysningerne vedrører bopælsforælderens private forhold.
     
    Hvis I har fælles forældremyndighed, er du part i dit barns sag i kommunen på lige fod med bopælsforælderen. Det vil sige, at du bl.a. har ret til at få aktindsigt, du skal partshøres, og du har ret til at udtale dig til sagen. Hvis kommunen ønsker at foretage en børnefaglig undersøgelse, skal du inddrages. Du skal give samtykke på lige fod med bopælsforælderen til de foranstaltninger, der evt. besluttes at iværksætte efterfølgende.
     

    Når du ikke har del i forældremyndigheden

    Hvis du ikke har del i forældremyndigheden, har du ret til at blive orienteret om dit barns forhold. Orienteringen kræver, at du selv henvender dig til den institution eller myndighed, du ønsker skal orientere dig. Du kan læse mere om din ret til orientering på Familieretshusets hjemmeside.
     
    Hvis du ikke har del i forældremyndigheden, er du ikke automatisk part i dit barns sag ved kommunen. Du vil typisk blive inddraget i sagen, men du skal ikke samtykke til foranstaltningerne.  

Senest opdateret

18.06.2019
riz