You are here

Vielser

Uanset om du skal giftes i en kirke, eller ønsker en borgerlig vielse, skal du udfylde en ægteskabserklæring.

Du udfylder ægteskabserklæringen via den røde selvbetjeningsknap.

Bemærk at den prøvelsesattest som kommunen udfylder, på baggrund af ægteskabserklæringen, kun er gyldig i fire måneder.

Hvis du skal giftes i udlandet, skal du også udfylde ægteskabserklæringen. Husk at dine dokumenter skal have legaliserings- eller apostille påtegnelse, før de kan bruges i udlandet. Se mere på Udenrigsministeriets hjemmeside.


Borgerlig vielse i Favrskov Kommune


I Favrskov Kommune foretager en giftefoged vielsen. Giftefogeden er udpeget af Borgmesteren.

  • Borgerlige vielser kan ske på hverdagene mandag, tirsdag, torsdag og fredag i kommunens åbningstid i administrationsbygningen i Hinnerup.

  • Borgerlig vielser på lørdage foregår fra kl.10 og inden kl.12, skiftevis mellem kommunens to administrationsbygninger i Hinnerup og Hammel. Borgerlige vielser foretages aldrig på søn- og helligdage  og på lørdage, der ligger op ad helligdage og administrationens lukkedage. I perioden fra primo oktober til og med ultimo januar foretages der udelukkende borgerlige vielser hver anden lørdag. Se kalenderen for vielser på lørdage via det grå bannerlink.

  • Ved vielser på lørdage, skal I selv medbringe to vidner. Har I ikke denne mulighed, kan Favrskov Kommune stille vidner til rådighed, dog ikke på lørdage og ved have-/hjemmevielser

  • Aftal de praktiske ting med en medarbejder i Borgerservicecentret i Hinnerup i god tid inden vielsen.

  • Det er tilladt at kaste med ris udenfor administrationsbygningen, men vi opfordrer til at I benytter fuglefrø af hensyn til fuglelivet 

Når vi har modtaget en udfyldt ægteskabserklæring fra jer og de nødvendige dokumenter, kan I forvente en sagsbehandlingstid på ca. to uger.

Udover erklæringen kan der være andre krav til dokumentation, som fremgår af "betingelser for ægteskab" længere nede på siden.

Vielsesritualet kan foretages enten på dansk, engelsk eller tysk.

 

vielseskalender_2017-2019.pdf

Mere om vielser

  • Betingelser for ægteskab

    For at blive gift skal I opfylde en række generelle betingelser, fx skal I som hovedregel være fyldt 18 år. Desuden kan der gælde særlige krav om dokumentation. 

    Læs mere om de specifikke betingelser på borger.dk

  • Hvilke dokumenter skal vi aflevere sammen med ægteskabserklæringen?

    Alle dokumenter skal vedhæftes digitalt, når du ansøger.

     

    Hvis du er født før 1. januar 1960, skal du vedlægge dansk dåbsattest, navneattest eller fødselsattest. Hvis du har været gift tidligere, skal du vedlægge et dokument for en eventuel skilsmissedom. Hvis du er enke eller enkemand skal du vedlægge en dødsattest på din tidligere ægtefælle.
    Er du udlænding og har fået dansk statsborgerskab, skal du vedlægge indfødsretsbevis eller dansk pas. Er du født eller døbt i udlandet, skal du vedlægge pas. Se mere under fold-ud punktet om " Borgerlig vielse af udlændinge".

     

    Hvis du er fraskilt, behøver du som udgangspunkt ikke at vedlægge dokumentation for dette, da det vil fremgå af CPR-registret, medmindre at der er tale om en afsagt skilsmissedom.
    Hvis du er blevet skilt ved en udenlandsk myndighed, er der særlige regler. Kontakt Borgerservicecentret i Hinnerup for mere information.

     

    Hvis du er enke eller enkemand, skal du vedlægge skifteretsattest med oplysning om, at fællesboet er skiftet. Samtidig har du også mulighed for at udfylde "erklæring om skifte ved død". Den kan bruges af eventuelle arvinger, for at give samtykke til, at du kan indgå nyt ægteskab, selvom et tidligere fællesbo ikke er delt. I tvivlstilfælde er du meget velkommen til at kontakte Borgerservicecentret i Hinnerup.

     

     

  • Borgerlig vielse uden for administrationsbygningerne

    Have- eller hjemmevielse

     

    Det er mod et gebyr, til dækning af merudgifterne, også muligt at få foretaget en borgerlig vielse som en have- eller hjemmevielse. 
    I skal dog være opmærksom på, at tidspunktet for have- og hjemmevielser følger de ovenfor anførte tidsrum.
    Gebyret, som fastsættes i forbindelse med sagsbehandlingen skal være betalt senest én uge før selve vielsestidspunktet, når vielsen skal foregå som en have- eller hjemmevielse (gælder ikke for nødvielse i forbindelse med kritisk sygdom).

    Gebyret for en have- eller hjemmevielse går til dækning af de merudgifter (transporttid (minimum 250 kr.) og kørselsgodtgørelse efter statens takster), der er forbundet med, at en borgerlig vielse finder sted udenfor det af kommunen anviste sted til vielseshandlinger.

    Hvis I i forbindelse med en have-/hjemmevielse ønsker at foretage en indbetaling til Favrskov Kommunes bankkontonummer er bankforbindelsen Danske Bank, reg.nr. 4387, kontonr. 36 48 28 35 47. I bedes anføre et af jeres cpr.nr. og hvad indbetalingen dækker (f.eks. have-/hjemmevielse).

     

    Borgerlig vielse udenfor Favrskov Kommune
     

    En giftefoged har mulighed for at foretage en borgerlig vielse i hele Danmark og på  en fjord eller havet. Det forudsætter at den kommune, hvori vielsen skal gennemføres, forinden har givet Favrskov Kommune tilladelse til at gennemføre den borgerlige vielse i den respektive kommune.

    Hvis I ønsker at blive viet udenfor kommunegrænsen, skal I selv tage kontakt til den giftefoged eller det byrådsmedlem, som I ønsker skal gennemføre jeres vielse.

    Kontaktinformationer til Farvskov Kommunes Byråd

    Giftefogederne i Favrskov Kommune kan som udgangspunkt ikke gennemføre en borgerlig vielse på rådhuset, og lignende vielseslokalitet i den anden kommune. En vielse udenfor kommunegrænsen gennemføres typisk som en have-/hjemmevielse, i naturen eller øvrige privatadresser.

    Vær opmærksom på, at der ved en borgerlig vielse udenfor kommunegrænsen også opkræves gebyr hvis, at I ønsker vielsen gennemført af en giftefoged eller et byrådsmedlem i Favrskov Kommune.

    På ægteskabserklæringen skal I huske at anføre, hvor vielsen skal foretages samt navnet på den giftefoged, der skal gennemføre vielsen.

  • Borgerlig vielse af udlændinge

    Hvis én eller begge af jer ikke har bopæl- eller ophold i Danmark eller dansk statsborgerskab er der nogle særlige krav til den dokumentation, der skal vedlægges en ægteskabserklæring. Det betyder, at samtlige dokumenter skal vedlægges/fremvises som original dokumentation.

    Ægteskabserklæringen findes i engelsk og tysk version. Det vil være en fordel for jer, hvis I cirka en måned før vielsen, retter henvendelse til kommunens Borgerservicecenter i Hinnerup, for at være sikker på, hvilken dokumentation der kræves. Sagsbehandlingstiden er ca. 3 uger. Som original dokumentation skal dog som minimum vedlægges

    • Dokumentation for fødsel
    • Pas
    • Civilstandsattest
    • Eventuel skilsmissedokument

    Hvis én af jer har ophold i Danmark, stilles der blandt andet krav til, at den bosiddende person i Danmark, kan stille økonomisk sikkerhed for 53.224,98 kr. (2016) til dækning af eventuelle fremtidige offentlige ydelser. For yderligere information om betingelser, der skal være opfyldt henvises til Udlændingeservice's hjemmeside.

    Hvis én af parterne, under en borgerlig vielse, ikke forstår dansk, engelsk eller tysk, og efter aftale med kommunen ikke benytter en autoriseret tolk, skal I udfylde en tolkeerklæring. Det skal være den person, der oversætter under vielsen, der udfylder en tolkeerklæring. I finder erklæringer her: Tolkeerklæring.pdf


    Gebyr for vielse

    Hvis én eller begge af jer er bosiddende i Danmark, opkræves der ingen gebyr for vielse i Favrskov Kommune. Hvis ingen af jer har ophold- eller bopæl i Danmark, opkræves et gebyr på 500,00 kr.
    Gebyret skal være indbetalt til kommunen forinden selve handlingen kan finde sted.

    Når I skal giftes, skal I være opmærksom på, at kommunen skal gøre jer bekendt med Ægteskabslovens § 11.B om "kendskab til Udlændingelovens regler om ægtefællesammenføring".
    I den forbindelse skal I underskrive en erklæring om, at I er gjort bekendt med regler om ægtefællesammenføring. I finder erklæring efter Ægteskabslovens § 11.B ved at klikke på linket.

    Læs mere om familiesammenføring og andet på hjemmesiden: Ny i Danmark.

    For at få anerkendt en udenlandsk vielse i Danmark, skal en række betingelser være opfyldt. Læs mere på Ankestyrelsens hjemmeside.

     

     

  • Tidligere registreret partnerskab

    Hvis I før 15. juni 2012 har indgået et tidligere registreret partnerskab i Favrskov Kommune, kan I få partnerskabet omdannet til et ægteskab. Det gør I ved, at udfylde ansøgningen Omdannelse af registret partnerskab til ægteskab.

     

    I skal være opmærksomme på, at ansøgningen skal indgives til den kommune, hvori det registrerede partnerskab er indgået.

     

    Den elektroniske ansøgning skal udfyldes og indsendes elektronisk og ved hjælp af NemID. 

     

  • Øvrig praktisk information

    I forbindelse med ægteskab dukker der ofte andre praktiske spørgsmål op vedrørende navneændring m.m. Du kan herunder finde en række eksempler:

    Nyt navn i mit pas?
    Hvis du i forbindelse med en vielse har skiftet navn, er det ikke et lovkrav, at du skal have et nyt pas med dit nye navn. Når du skal ud at rejse skal du dog være opmærksom på, at der altid skal være overensstemmelse mellem navnet i dit pas og navnet på din rejse- eller flybillet. Hvis du alligevel ønsker at få udstedt et nyt pas, skal du betale for passet og følge de ellers anviste regler for pasfornyelse. Bemærk, at du ikke kan få udstedt et nyt pas med dit nye navn, før navneændringen er trådt i kraft og fremgår af den påkrævede dokumentation. Se mere om pas her.

    Nyt navn i mit kørekort?
    Det er ikke et lovkrav, at du skal have udskiftet dit danske kørekort, hvis du foretager navneændring. Du har dog mulighed for at få udskiftet dit nuværende, gyldige kørekort hvis du ønsker dette. Dog skal du være opmærksom på, at du skal betale for et nyt duplikatkørekort. Du kan finde yderligere information om de anviste regler for duplikatkørekort samt om, hvad du skal medbringe ved at følge linket. Bemærk, at du ikke kan få udstedt et nyt duplikatkørekort med dit nye navn, før navneændringen er trådt i kraft og fremgår af den påkrævede dokumentation.

    Nyt sundhedskort?
    I forbindelse med navneændring ved indgåelse af ægteskab, vil du automatisk få tilsendt et nyt gebyrfrit sundhedskort.

    Ændring af forskudsopgørelsen?
    I forbindelse med ægteskabsindgåelse bør I overveje at få ændret jeres forskudsopgørelse med henblik på ændring af sambeskatningen. Køber I eventuelt bolig sammen, kan der også være ændringer i jeres renteudgifter og ejendomsværdiskat.
    Læs mere på SKAT.dk.

    Skal én af jer flytte?
    Hvis én eller begge af jer i forbindelse med ægteskabet skal flytte og dermed ændre adresse, kan du finde flere oplysninger om flytning her.

  • Separation og skilsmisse

    Separation og/eller skilsmisse gives ved en bevilling, som udstedes af Statsforvaltningen, eller ved dom. Ved separation og/eller skilsmisse skal du først og fremmest  kontakte Statsforvaltningen.

    På borger.dk kan du læse mere om, hvordan du skal forholde dig, hvis du skal separeres eller skilles.

  • Information til andre kommuner

Sådan bliver I gift - udfyld en ægteskabserklæring

Når I vil giftes, skal I søge om det. Det gør I ved at udfylde en ægteskabserklæring fra den kommune, som I begge eller den ene af jer bor i.

I skal søge digitalt. Hvis I ikke har mulighed for at betjene jer selv på nettet, kan I få hjælp i kommunens borgerservice eller på biblioteket.

Hvis I ønsker navneændring i forbindelse med brylluppet, skal I bruge selvbetjeningsløsningen 'Navneændring på bryllupsdagen'.

De fleste, som vil giftes, opfylder betingelserne og kan let dokumentere det.

På siden 'Betingelser for ægteskab' kan I læse om ægteskabsbetingelserne, hvis en af jer tidligere har været gift, I er under 18 år, eller er i tvivl om, hvorvidt I opfylder ægteskabsbetingelserne. På siden 'Navneændring' kan I læse om navnereglerne og søge om navneændring på bryllupsdagen.

Udstedelse af prøvelsesattest

Efter I har sendt en ægteskabserklæring undersøger kommunen, om I opfylder betingelserne for at blive gift med hinanden. Kommunen udsteder derefter en prøvelsesattest.

Skal I giftes hos kommunen, får I ikke selv udleveret prøvelsesattesten.

Hvis I skal vies uden for kommunen, i en kirke eller i et godkendt trossamfund, får I udleveret en prøvelsesattest, som I skal aflevere til vielsesmyndigheden.

I skal være opmærksomme på, at prøvelsesattesten kan blive for gammel. Den må højst være udstedt fire måneder inden vielsen.

Navneændring på bryllupsdagen

I kan tage hinandens mellem- og efternavne. I skal søge om navneændringen ved at bruge selvbetjeningen "Navneændring på bryllupsdagen".

Ansøgningen skal sendes senest 15 dage før datoen for vielsen. Det er gratis, hvis I ændrer navn senest tre måneder efter vielsen. I får automatisk tilsendt et nyt sundhedskort - tidligere kaldet sygesikringsbevis. Offentlige myndigheder, der trækker oplysninger fra CPR, fx SKAT, får automatisk besked om jeres navneændring.

Hvordan bliver vi gift på rådhuset?

En borgerlig vielse kan foretages af borgmesteren eller en anden person, som borgmesteren har bemyndiget til det. I kan frit vælge, hvilken kommune I vil giftes i.

Vielsen foregår som regel på rådhuset, men borgmesteren kan tillade, at vielsen foregår fx i en skov eller park.

Straks efter vielsen får I udleveret vielsesattesten.

En vielse skal overværes af mindst to vidner. Sørger I ikke selv for vidner, skal kommunen gøre det.

I Favrskov Kommune foretager en giftefoged vielsen. Giftefogeden er udpeget af borgmesteren.

Borgerlig vielse

  • kan ske på hverdagene mandag, tirsdag, torsdag og fredag i kommunens åbningstid i administrationsbygningen i Hinnerup
  • foregår på lørdage fra kl.10 og inden kl.12, skiftevis i kommunens to administrationsbygninger i Hinnerup og Hammel
  • foretages aldrig på søn- og helligdage og på lørdage, der ligger op ad helligdage og administrationens lukkedage
  • foretages hver anden lørdag i perioden fra primo oktober til og med ultimo januar.

Vidner, ritual og sagsbehandlingstid

  • ved vielser på lørdage, skal I selv medbringe to vidner. Har I ikke denne mulighed, kan Favrskov Kommune stille vidner til rådighed, dog ikke på lørdage og ved have-/hjemmevielser
  • aftal de praktiske ting med en medarbejder i Borgerservicecentret i Hinnerup i god tid inden vielsen
  • vielsesritualet kan foretages enten på dansk, engelsk eller tysk
  • det er tilladt at kaste med ris udenfor administrationsbygningen, men vi opfordrer til at I benytter fuglefrø af hensyn til fuglelivet

Når vi har modtaget en udfyldt ægteskabserklæring og de nødvendige dokumenter fra jer, kan I forvente en sagsbehandlingstid på ca. to uger. Udover erklæringen kan der være andre krav til dokumentation, som fremgår af "Betingelser for ægteskab".

Hvordan bliver vi gift i folkekirken?

Hvis I vil giftes i en kirke, skal I henvende jer til præsten i den kirke, hvor I vil giftes. I skal medbringe og aflevere kommunens prøvelsesattest.

I kan blive gift i en bestemt kirke, når:

  • en af jer er medlem af folkekirken, og kirken tilhører medlemmets sogn
  • en af jer er medlem af folkekirken, og denne eller I begge har en særlig tilknytning til kirken, og derfor ønsker at blive viet netop der

I har ikke automatisk ret til at blive gift i andre kirker end de to ovennævnte. I kan dog kontakte det enkelte sogn og spørge om lov til at blive viet i en tredje kirke.

Der skal være mindst to vidner ved vielsen. Efter vielsen udsteder præsten en vielsesattest.

En præst kan nægte at vie jer, hvis en af jer – eller I begge – er fraskilte. Hvis en præst af andre religiøse grunde ikke mener at kunne foretage en vielse, afgør biskoppen, om præsten bør fritages for at udføre vielsen.

Folkekirkens velsignelse af borgerligt viede eller registrerede partnere

I kan få religiøs velsignelse af en præst i folkekirken, hvis I er borgerligt viet eller har indgået registreret partnerskab,. Præsten har dog ret til at nægte at velsigne jer. Ønsker I religiøs velsignelse, skal I henvende jer til den præst, I vil have til at give velsignelsen. Bemærk, at I beholder den oprindelige vielsesdato, selvom jeres ægteskab bliver velsignet i kirken.

Hvordan bliver vi gift i et godkendt eller anerkendt trossamfund?

Hvis I vil vies i et andet trossamfund, skal I kontakte trossamfundet. Vielse kan finde sted inden for de godkendte trossamfund, hvis blot en af jer hører til trossamfundet og trossamfundet har præster, som har vielsesbemyndigelse. I skal medbringe og aflevere prøvelsesattesten, som jeres kommune har udstedt.

Hvordan bliver vi gift i udlandet?

Danske myndigheder kan normalt kun foretage vielser i Danmark. Kun i helt særlige tilfælde er det muligt at blive gift på en dansk ambassade eller en anden dansk repræsentation i udlandet.

Det er Udenrigsministeren, som fastsætter reglerne om adgang for diplomatiske og konsulære tjenestemænd til at foretage vielser i udlandet. Hvis I ønsker at blive gift på en dansk ambassade eller en anden dansk repræsentation i udlandet, skal I kontakte Udenrigsministeriet.

Hvis I bliver gift på en dansk ambassade eller en anden dansk repræsentation i udlandet, skal I være opmærksomme på, at ægteskabet er indgået efter de danske regler. Det kan betyde, at ægteskabet ikke vil blive anerkendt i det land, hvor ægteskabet er indgået. I skal selv undersøge, om myndighederne i det land, hvor ægteskabet er indgået, vil anerkende ægteskabet.

Det er også muligt at blive gift i danske sømands- og udlandskirker, hvis præsten har fået en lokal vielsesbemyndigelse. Det betyder, at vielsen skal foregå i overensstemmelse med det pågældende lands lov og altså ikke efter de danske regler. Du kan finde information om vielse i danske kirker i udlandet hos Danske Sømands- og Udlandskirker.

Vielse i udlandet af udenlandsk myndighed

Hvis I vil giftes i et andet land af dets vielsesmyndighed, skal I selv sørge for at undersøge reglerne for at blive gift i det pågældende land.
Hvis myndighederne i det land, hvor I ønsker at blive gift, kræver det, kan I få jeres bopælskommune til at udstede en ægteskabsattest, der bekræfter, at I kan indgå ægteskab efter dansk lovgivning.

Hvis I ikke bor i Danmark, skal I kontakte den kommune, hvor I sidst boede i Danmark. Hvis I har boet uden for Danmark i jeres voksenliv, kan Kommunen kræve, at I viser en civilstandsattest, der viser jeres registrerede civilstand i de lande, hvor I har boet.

Er I blevet gift i udlandet og ønsker vielsen registreret i Danmark, skal I henvende jer til folkeregisteret i bopælskommunen, eller seneste bopælskommune, hvis I bor i udlandet.

Du kan finde information om anerkendelse af udenlandske vielser på Ankestyrelsens hjemmeside.

Huskeliste

Ægteskabserklæring og prøvelsesattest
  • Uanset om I skal vies på rådhuset eller i kirken, skal I udfylde en ægteskabserklæring.
  • Kommunen vurderer, om I opfylder ægteskabsvilkårene.
  • Hvis I ikke skal vies på rådhuset, skal I bruge en prøvelsesattest. Den er et bevis på, at I har ret til at gifte jer med hinanden. Attesten er gyldig i fire måneder efter udstedelsen.
Vielse i udlandet
  • Hvis I skal giftes i udlandet, skal I udfylde ægteskabserklæringen for at få en ægteskabsattest.
  • Attesten viser, at I efter dansk ret opfylder betingelserne for at indgå ægteskab. Attesten er gyldig i fire måneder efter udstedelsen.
Navneændring på bryllupsdagen
  • Hvis I ønsker at ændre efternavne i forbindelse med brylluppet, skal I søge Kirkeministeriet om det senest 15 dage inden bryllupsdagen. Det er en anden selvbetjeningsløsning.

Bestil ny attest, hvis du har mistet din vielsesattest

Hvis en af jer har mistet en vielsesattest, kan I gratis få en ny, når den skal bruges som dokumentation.

I kan bruge selvbetjeningen 'Bestil attest', hvis I er blevet kirkeligt viet, ellers skal I henvende jer til den myndighed, der har udstedt attesten.

Lovgivning

I 'Ægteskabsloven' kan du både læse om at gifte sig og om at blive separeret eller skilt.

I 'Bekendtgørelse om autorisation af ritualer for dåb, nadver i hjemmet, skriftemål, vielse (bryllup), kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab, jordpåkastelse og kirkeindvielse' kan du se bl.a. vielsesritualet.

I 'Bekendtgørelse om kirkelig vielse i udlandet' kan du læse om reglerne for at blive viet af en præst i udlandet.

Kontakt

Borgerserivcecentret
Skovvej 20
8382 Hinnerup

Direkte telefonnummer:

Tlf. 89 64 63 13

Tlf. 89 64 63 14

Tlf. 89 64 63 31

Senest opdateret

20.07.2017
akl