Information om varmeforsyning

Favrskov Kommune og de lokale varmeværker har nu vurderet mulighederne for fjernvarme i kommunens naturgasforsynede områder.

Som led i den grønne omstilling er der på Christiansborg indgået en bred politisk aftale om mere grøn varme og en hurtig udfasning af naturgas som opvarmningsform i danske husstande.

Derfor har Favrskov Kommune i starten af december 2022 sendt breve ud til alle, der bor i et naturgasforsynet område.

I brevene oplyser Favrskov Kommune, hvor man forventer, at der i de kommende år udrulles fjernvarme, og hvor man i stedet bør kigge på andre grønne opvarmningskilder som erstatning for gas- eller oliefyret.

Det er ikke alle borgere, der modtager et brev. I denne omgang er det udelukkende borgere i kommunens naturgasforsynede områder. Derudover sendes der også brev til borgere med et gas- eller oliefyr, der bor i et naturgasforsynet område, hvor der allerede er etableret fjernvarme. I første omgang er det primære fokus således på at begrænse antallet af gasfyr, samt at få så mange husstande som muligt til at tilslutte sig fjernvarme, der hvor det allerede er etableret.

Spørgsmål og svar

+ Fold alle ud
- Fold alle ind

Det er ikke alle borgere, der modtager et brev. I denne omgang er det udelukkende borgere i kommunens naturgasforsynede områder. Derudover sendes der også brev til borgere med et gas- eller oliefyr, der bor i et naturgasforsynet område, hvor der allerede er etableret fjernvarme. I første omgang er det primære fokus således på at begrænse antallet af gasfyr, samt at få så mange husstande som muligt til at tilslutte sig fjernvarme, der hvor det allerede er etableret.

Hvor finder jeg mit brev?

Brevene er udsendt med Digital Post. Log ind i din digitale postkasse her

Er du fritaget for Digital Post, modtager du i stedet et fysisk brev. Vær opmærksom på, at det kan tage nogle dage, før dit fysiske brev når frem til dig.

I dit brev kan du læse, om der er fjernvarme på vej eller ej. Hvis ikke der er planer om udrulning af fjernvarme til dit område, kan du i brevet læse om andre mulige løsninger som alternativ til dit gas- eller oliefyr.

Hvornår kommer fjernvarmen?

Hvis din ejendom ligger i et område, hvor det i øjeblikket vurderes, om der kan komme fjernvarme, vil der blive udført nødvendige, konkrete beregninger.

Hvis beregningerne viser, at projektet vil være både miljømæssigt og økonomisk fordelagtigt at gennemføre, vil kommunen kunne godkende projektforslaget. Hvis der samtidigt er nok tilkendegivelser om interesse for fjernvarme, forventes udrulningen af fjernvarmeprojektet igangsat senest 2028. Hvornår fjernvarmen er klar i netop dit område er endnu uvist, men i dit brev er der angivet et forventet tidspunkt.

Når og hvis projektforslaget godkendes af kommunen i løbet af 2023, vil du efterfølgende blive kontaktet af fjernvarmeselskabet og få nærmere information om, hvornår du kan forvente at få fjernvarme samt hvilke priser, vilkår for tilslutning, m.v., der gør sig gældende.

Hvis du ikke kan få fjernvarme eller ikke ønsker fjernvarme, kan du i stedet udskifte dit gas- eller oliefyr med en anden miljøvenlig opvarmningsform.

Du kan vælge at udskifte dit fyr med en alternativ individuel varmeløsning som fx en varmepumpe.

Du kan læse mere om varmepumper på SparEnergi.dk

Er I flere husstande i nærområdet, der går med overvejelser om at udskifte jeres nuværende opvarmningsform, kan det måske være en mulighed at overveje en fælles opvarmningsløsning. Det kan eksempelvis være termonet, hvor flere husstande deler samme varmekilde.

Du kan læse mere om fælles varmeløsninger i mindre målestok her

Der findes en række muligheder for at modtage støtte til at omstille opvarmningen fra naturgas- eller oliefyr.

Du kan blandt andet søge støtte til frakobling af gasnettet, hvis en række betingelser er opfyldt.

Læs om dine tilskudsmuligheder, og hvordan du søger på SparEnergi.dk’s hjemmeside her

Hvis du ønsker rådgivning om skifte af opvarmningsform, kan du kontakte én af Sparenergis energirådgivere på tlf. 31 15 90 00 mandag – torsdag kl. 8-17 og fredag kl. 8 – 15.

Du er også velkommen til at sende en mail med dine spørgsmål til [email protected].

Eller du kan gå ind på SparEnergi.dk’s rådgivningsside og finde råd og vejledning.

De stigende energipriser kan betyde, at de borgere, der modtager offentlige forsørgelse, kan komme til at stå i en vanskelig økonomisk situation, når der skal betales store el- og varmeregninger.

For borgere, der modtager offentlig forsørgelse, og pensionister er der derfor mulighed for at søge om økonomisk hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter eller personligt tillæg.

Der kan ikke søges, før der er en konkret ubetalt regning eller opgørelse, og muligheden for en afdragsordning skal undersøges, inden der søges om økonomisk støtte.

På denne side på borger.dk kan du læse mere om muligheden for at få indefrosset en del af regningen for el, gas og fjernvarme, hvis prisen når over en fastsat grænse.

På denne side på borger.dk kan du læse mere om, hvad varmetillæg er, og hvem der har mulighed for at søge om det.

På denne side på favrskov.dk kan du finde mere information om, hvad du kan ansøge om enkeltydelser til.

Er du i tvivl, om du kan få tilskud til din regning, eller har du brug for hjælp til at søge tilskud, er du velkommen til at kontakte Favrskov Kommune på telefon 89 64 10 10.

Er du folkepensionist eller tilkendt førtidspension før 2003, så skal du tale med Borgerservice.

Modtager du forsørgelsesydelser, eller er du tilkendt førtidspension efter 2003, så skal du tale med Ydelsescenteret.

Kontakt

Har du spørgsmål til dit brev?

Send en mail til [email protected] eller send et fysisk brev til Favrskov Kommune, Skovvej 20, 8382 Hinnerup, mrk. Varmeforsyning.

Har du brug for rådgivning om skift af varmekilde?

Ring til SparEnergi.dk’s energirådgivere på tlf. 31 15 90 00 eller send dine spørgsmål på mail: [email protected]

Har du brug for økonomisk støtte?

Kontakt Ydelsescenteret ved Favrskov Kommune på tlf. 89 64 10 10.