You are here

Mød pædagogerne

Den integrerede institution, Fuglereden, ligger i Hinnerup.

Her boltrer omkring 65 børnehavebørn og 11 vuggestuebørn sig dagligt i sandkasser, puderum og værksteder, og udfordres fagligt og motorisk af 13 dedikerede medarbejdere.

- Jeg har været i Fuglereden i 10 år. Og det er der en grund til - for vi er en institution med en høj faglighed, hvor vi er gode til at hjælpe og sparre med hinanden. Vi tager vores arbejde alvorligt og er ærlige om de udfordringer, vi står i, fortæller Tina Laursen.

Selv om tiden og ressourcerne i hverdagen kan være knap, så prioriterer Fuglereden at komme til fødselsdage hjemme hos børnene og tage på ture ud af huset, når muligheden byder sig.

Vi er en arbejdsplads, der ser muligheder frem for begrænsninger. Vi får tingene til at hænge sammen og er omstillingsparate. Og det er jeg både glad for og stolt over
 

- Jane Jørgensen, pædagog

- En anden styrke i medarbejdergruppen er, at vi er meget ens i den måde, vi tænker faglighed på; vi ser børnene, som dem, de er, og giver dem den nærhed, de har brug for. Også i en travl hverdag - og det giver os et godt fælles udgangspunkt, forklarer Gitte Quist Thomasen.

På en god arbejdsdag går tingene op i en højere enhed, og der er tid til det enkelte barn.

Det er fedt, når det bare glider med de aktiviteter, vi sætter i søen. Så har jeg tid til at hjælpe dem, der har brug for det - og bruger ikke tid på brandslukningsarbejde. Det er en god dag, for så sidder jeg tilbage med en fornemmelse af at lykkes med det, jeg har sat sig for
 

- Stine Freund, pædagog

- En god arbejdsdag er en dag, hvor jeg fx har snakket med nogle bestemte børn eller forældrene - også om ting, der kan være svære. Eller måske har jeg løst en konflikt på legepladsen eller haft en god læseoplevelse med børnene. For mig handler det om at gøre en positiv forskel, og have gjort noget, jeg husker, når jeg kommer hjem, forklarer Jane Jørgensen.

På Fuglereden er der et godt sammenhold mellem medarbejderne, som også ses uden for arbejdstiden.  

- Mine kolleger er meget vigtige for mig. Dem kan jeg sparre med, men der er bestemt også plads til at grine og hygge sig. Vi mødes 3-4 gange om året til fx sommerfest, julefrokost, DHL-stafetten og nogle går også i biografen indimellem. Mange af os er det sammes sted i livet, og vi deler store og små oplevelser med hinanden, forklarer Stine Freund.

Alle er enige om, at god ledelse handler om både synlighed og struktur - og så skal der være plads til medbestemmelse.   

Det er vigtigt, at lederen ved, hvordan livets gang er i en børnehave. For så ved lederen også, hvordan han eller hun bedst kan støtte os i vores arbejde. Og det er vigtigt i en travl hverdag
 

- Gitte Quist Thomasen, pædagog

- Der er nogle praktiske ting, der skal være på plads - fx skal ugeplanen skal være opdateret, der skal være styr på vikarer og så videre. Grundlaget skal være på plads, så vi kan koncentrere os om vores arbejde, siger Jane Jørgensen.

- I mine 10 år i Fuglereden har jeg altid oplevet stor medbestemmelse. Selvfølgelig er der noget, der styres oppefra, men vi er meget inde over de beslutninger, der påvirker vores hverdag. Det er afgørende for mig, forklarer Tina Laursen.

Det siger lederen: Anette Kudsk

  • Hvad er den største styrke på jeres arbejdsplads?

    Det er helt klart den gode stemning, samarbejdet samt stor ansvarlighed i hverdagen.

     

  • Hvordan arbejder i med jeres faglighed i de daglige opgaver?

    I Fuglereden er den pædagogiske faglighed høj.

    Personalet drøfter daglige opgaver samt 
    pædagogiske emner på personalemøder hver fjerde uge. 

  • Hvordan er mulighederne for videreuddannelse hos jer?

    Der er gode muligheder for faglig vidensdelingen på vores fælles møder. Vi prioriterer at dele den viden personalet har.

    Kompetenceudvikling tager også udgangspunkt i den enkelte medarbejders behov. Der er både korte og længere kursusforløb. Vi forsøger at lave kursusforløb som så mange som muligt får glæde af. 

Senest opdateret

22.08.2017
tjoh