You are here

Særlige tilbud til skolebørn

Her kan du læse om sundhedsplejens særlige tilbud til skolebørn

Sundhedsplejen i Favrskov tilbyder særlige tilbud inden for blandt andet overvægt, inkontinens, børn med psykisk sygdom i familien og et forløb for forældre.

Særlige tilbud til skolebørn

  • Overvægtsklinikken

    Et familieorienteret behandlingstilbud til børn og unge op til 18 år.

    Vi tilbyder individuel hjælp, støtte og vejledning for at stoppe barnets vægtøgning. I får blandt andet rådgivning om vægtregulering, kost, søvn, skærmtid, spisemønstre og motion.

    Det er vigtigt, at hele familien er indstillet på de nye sunde vaner- så når vi længst.

    Forløbet er gratis og det er ikke tidsbegrænset.

    Forløbet starter med en samtale, som varer 1-1½ time. Derefter er der opfølgende samtaler af ca. 30 min. varighed ca. hver 8. uge - eller efter behov.

    Det hele foregår i ét af Favrskov Kommunes sundhedscentre i enten Hammel, Hinnerup, Hadsten eller Ulstrup

    Hvis du er interesseret, så kontakt skolesundhedsplejersken på dit barns skole.

  • Børneinkontinensklinikken

    Hvis du har spørgsmål eller  i tvivl, om dit barn skal henvises, er du velkommen til at kontakte Caroline Graff, der har telefontid hver onsdag kl. 8-10 på tlf. 51 83 71 36.
     

    Vil du henvises direkte til klinikken, så udfyld formularen her
     

    I klinikken bruger vi meget tid på at fjerne alt skyld og skam fra barnet – og har i stedet fokus på, hvordan problemet afhjælpes. Vi taler til barnet i øjenhøjde og med ord, barnet kender fra sin hverdag. Vi lægger stor vægt på barnets egne kompetencer, og hvad han/hun selv kan gøre for at komme i mål. 
     

    Behandlingen er individuel og tilrettelægges altid ud fra det enkelte barn.
     

    Vi behandler tre områder på Børneinkontinensklinikken:
     

    Forstoppelse eller utæthed med afføring

    Mange børn har prøvet at være forstoppet, enten kortvarigt eller gennem længere tid, på et eller andet tidspunkt i deres liv. Det kan være svært at finde ud af, om ens barn er forstoppet eller ej, da der er så mange forskellige tegn at se efter.


    Hvis dit barn er forstoppet, kan det bl.a. vise sig på følgende måder:

    • Der er ikke afføring hver dag, men barnet springer ofte en eller flere dage over.
    • Afføringsuheld i bukserne, og når ikke på toilettet i tide.
    • Smertefulde afføringer, barnet skal presse meget for at få afføringen ud.
    • Barnet ”holder sig” af frygt for smerter, hvormed afføringen bliver endnu hårdere.
    • Barnet har problemer med tisseuheld om dagen.
    • Store mængder afføring, der kan være svære at skylle ud.

    For barnet kan forstoppelse være meget skamfuldt og flovt, og påvirker ofte barnets selvværd. Barnet har måske oplevet at få skæld ud af de voksne omkring sig, og har derfor ikke længere lyst til at søge hjælp når de har haft et uheld i bukserne. Måske har barnet fået bemærkninger omkring at det lugter at klassekammeraterne.


    Problemer med at holde på vandet om dagen

    De fleste børn i 0. klasse oplever på et eller andet tidspunkt at tisse i bukserne i løbet af skoledagen.


    Der er først tale om decideret ”inkontinens” (tisseuheld) når barnet er over 5 år gammelt og tisser mindst 1 ml (svarende til en stor blomme) flere gange om ugen.


    Der kan være forskellige grunde til, at børn har inkontinens om dagen:

    • Barnet kan have en for lille blære, rummeevnen er nedsat i forhold til barnets alder.
    • Barnet tisser ofte, med korte intervaller.
    • Blæren har for lidt plads - tarmen er fyldt med afføring og tager blærens plads.
    • Barnet sidder måske forkert på toilettet og får ikke tisset ordentligt færdig.

    Behandling: Grundig gennemgang af familiens og barnets historik. Hvornår startede problemet, hvad er der prøvet indtil nu, væskeindtag fordelt over dagen, afføringsmønster mv.
     

    Natlig vandladning/vådligger

    Ufrivillig natlig vandladning er meget almindeligt hos børn. Det skønnes, at mellem 1-2 børn i hver 1. klasse er vådliggere. For nogle børn er det et problem, der fylder rigtig meget, og går ud over deres sociale liv, og hos andre fylder det ikke noget. Barnets motivation for at arbejde med problemet er vigtig for et succesfuldt forløb.


    Der er to forskellige grunde til, at barnet ikke kan holde sig tør en hel nat.

    • Barnet danner for lidt at det hormon, der nedsætter produktionen af urin om natten.
    • Barnet har en umoden blære, der kan rumme for lidt.
  • Samtalegruppe for børn og unge i familier med psykisk sygdom

    Favrskov Sundhedspleje og Pårørendeforeningen SIND samarbejder om samtalegrupper for børn og unge, der har psykisk sygdom tæt ind på livet – det kan være en forældre eller en søskende, der har en psykisk lidelse i form af eksempelvis angst, stress, depression, ADHD, autisme, bipolar osv.
     

    Det kan være svært for børn og unge at forstå, hvad der sker, når en i nærmeste familie har psykisk sygdom. Erfaringsvis har børn og unge i den anledning mange tanker og bekymringer, som de fleste jævnaldrende er fri for. Det er fx almindeligt at:

    • Bekymre sig for sin familie og hverdag
    • Være bekymret for selv at blive syg
    • Tænke på, hvad man kan gøre for at hjælpe eller forandre situationen
    • Være usikker på, hvordan man kan tale om det, der er svært.

    Det er almindeligt, at børn og unge oplever stress og føler sig anderledes og alene som pårørende til et psykisk sygt familiemedlem. Det kan derfor være en god hjælp at tale med nogen og få en større viden og forståelse for det, de oplever. 


    Tilbuddet er gratis, og gruppesamtalerne henvender sig til børn og unge pårørende i skolealderen.


    Vi tilbyder op til 8 samtaler i aldersinddelte grupper, som foregår mandage kl. 15.00-17.00 i Hadsten Sundhedscenter. Barn og forældre inviteres inden og efter gruppeforløbet til en samtale med de fagprofessionelle, der står for forløbet. Vores rådgivere er professionelle og har relevant viden og erfaring.


    Hvis I ønsker en aftale eller blot er interesserede i at høre mere om vores tilbud til børn og unge pårørende, er I meget velkomne til at kontakte os på 
    tlf. 42 68 18 00. 

  • Tryghedscirklen

    Tryghedscirklen er et gruppeforløb til forældre med børn i alderen 0-12 år.
     

    Alle forældre ønsker at give deres barn tryghed og at imødekomme deres barns behov. Samtidig vil mange opleve, at forældrerollen kan være udfordrende.
     

    Målet med gruppeforløbet "Tryghedscirklen" er, at dit barn gennem en tryg relation til dig som forælder kan finde tryghed i sig selv og stå stærkere over for livets udfordringer.
     

    Hvad får du ud af gruppeforløbet?

    • Du bliver klogere på forældrerollen.
    • Du udvikler relationen til dit barn.
    • Du får indsigt i, hvilke behov dit barn udtrykker med sin adfærd.
    • Du lærer vigtigheden af at tage ansvar, når det er nødvendigt, og at følge dit barns behov, når det er muligt.
       

    Hvad indebærer det at deltage?

    Forløbet består af otte mødegange á to timers varighed.

    Vi mødes én gang om ugen på en fast ugedag. Forløbet ledes af to gruppeledere, der er uddannede enten som sundhedsplejerske eller familiebehandler.

    Der er plads til op til 12 forældre på et hold.

    Vi opfordrer til at begge forældre deltager i forløbet – enlige forældre er også velkomne.

    Forløbet afvikles enten i Hadsten eller Hammel.

    Det er gratis at deltage, til gengæld forventes der et stabilt fremmøde.
     

    Tilmelding

    Hvis du vil vide mere om gruppeforløbet, kan du kontakte sundhedsplejerske Helle Schartau. Du finder kontaktoplysninger nederst på siden.
     

    Hvad siger andre forældre?

    ”Et uundværligt redskab i hverdagen – det bedste vi har gjort for vores børn, vores familie og for os selv”.

    ”Det er et godt redskab for alle forældre – uanset omfanget af problemer”.

    ”En unik måde at få fokus på sin egen forældrerolle, men også at få indblik i sit barns følelser og behov”.

    ”Super godt kursus der giver basisviden for et trygt liv – alle forældre burde tage forløbet”.
     

    Kontakt

    Sundhedsplejerske Helle Schartau på tlf. 29 61 40 84. 

Senest opdateret

25.08.2020
tjoh