Læs mere om, hvad der er fokus på i e-sport og mød både en træner og en deltager.

E-sport - Favrskov Talent

Træningen

E-sport er et fænomen i stor vækst, og der er mange unge, der dyrker det. Det fortjener at blive taget alvorligt.

Derfor tilbyder Favrskov Talent e-sports-talenter en endnu bedre mulighed for at videreudvikle deres færdigheder på højt niveau, deltage i basistræning og samtidig passe deres almindelige skolegang.

Undervisning og udfordringer

Eleverne får undervisning i CS:GO af en certificeret e-sports-instruktør. I håb om at blive professionel e-sportsudøver kræver det, at træningen er udfordrende, målrettet og seriøs, men den skal samtidig også være præget af glæde.

Mål, kost og sundhed

Eleverne vil modtage undervisning i livet som e-sports-udøver. Det betyder, at hver elev skal sætte sig korte og langsigtede mål for deres præstationer og lære om kommunikation, strategi, taktik, sundhed, kost og motion. Alt dette i håb om at ruste kroppen til timerne foran skærmen.

Læringsmiljø

E-sports-læringsmiljøet på Favrskov Talent tilbyder eleverne et nyindrettet computerlokale med MM-Vision gaming computere, egne servere, Stream Deck, projektor, gamerstole og masser af udstyr.

Lars Aaboe Sørensen

Træner Lars Aaboe Sørensen

Lars Aaboe Sørensen er træner i e-sport, CS:GO.

Lars er uddannet folkeskolelærer fra Silkeborg Seminarium. Han har været lærer i 13 år og har sideløbende uddannet sig som certificeret e-sportsinstruktør hos DGI og har CS:GO  B træneruddannelsen.

Derudover har han selv været aktiv indenfor elitesport i både håndbold og fodbold. Til dagligt underviser han i dansk, engelsk og e-sport på Hadsten Skole.

Hvad siger Daniel til at være en del af Favrskov Talent?

Daniel Møller Korsholm, 15 år, 9. klasse på Hadsten Skole:

Det er første år, e-sport er med i Favrskov Talent. Det har været spændende at være med. Den fysiske morgentræning har været god for mig, for efter træningen har det været nemmere at koncentrere sig. Det har blandt andet være crossfit, og jeg kan mærke, at jeg er kommet i form. Jeg er også begyndt at løbe i fritiden. Det giver mere energi til at klare de næste opgaver. Det har også givet mig noget i forhold til at samarbejde, og det har jeg kunnet tage med mig ind i spillet.

Vi spiller Counter-Strike: Global Offensive (CS:GO). Vi har spillet træningskampe mod andre og også spillet nogle online turneringer. Min drøm er at kunne leve af at spille, så jeg ved godt, at der skal trænes.

Nu har jeg via Favrskov Talent fået et nyt netværk af spillere, så vi kan spille mod hinanden. Jeg skal på HTX efter 9. klasse, og jeg håber, at jeg der kan bruge nogle af mine færdigheder fra spilverdenen, da HTX er en teknisk uddannelse. Jeg kan klart anbefale at blive en del af Favrskov Talent, for det gør dig bedre
 

Daniel Møller Korsholm