Læs mere om træningen på fodboldlinjen, om træneren og mød to deltagere

Fodboldspillere

Træningen

På fodboldlinjen tager vi udgangspunkt i den enkelte spiller. Formålet er at arbejde med individet og ikke at lave endnu en holdtræning, da spillerne får det i deres egne klubber. Spillerne skal stadig bruge hinanden, men det er med deres egen individuelle udvikling for øje.

I fodbold arbejder vi med at mestre få ting fremfor at kunne en masse ting halvt. Selve fodboldspillet har også udviklet sig, så der er meget fokus på at udvikle specialister indenfor alle spillets områder. Favrskov Talent ønsker at bidrage til udviklingen af at skabe dynamiske fodboldspillere, som kan klare sig selv 1v1 med tydelige spidskompetencer.

Træningsformen er baseret på den individuelle udvikling. Træningen skal ses som et alternativ til den mere traditionelle holdtræning. Her er der bedre mulighed for at gå i dybden med enkelte detaljer, samt træne spidskompetencer og mindre gode færdigheder. Træningen foregår enten som stationstræning eller mindre grupper, men altid med den enkelte spiller i centrum.

Som fodboldspiller ved Favrskov Talent er der fokus på de tekniske og koordinationsmæssige elementer.

Indhold i træningen til fodbold på Favrskov Talent:

  • Fodboldkoordination
  • Hovedstød
  • Vendinger/cuts
  • Finter/dribling
  • 1v1 offensiv/defensiv
  • Lodretvrist/halvtliggende vristspark
  • Modtagelse i luften/jorden
  • Pasninger
  • Agility
  • Beskytte bolden under pres
  • Orientering
  • Small Sided Games
Brian Jensen

Træner Brian Jensen

Brian Jensen er ansvarlig for fodboldlinjen ved Favrskov Talent. Han er uddannet UEFA A-licens træner, og han har i mange år arbejdet med ungdomsspillere på højeste niveau i Danmark. Derudover har han erfaring fra arbejde omkring superligaholdet i Hobro IK.

Til dagligt arbejder Brian som fodboldtræner og individuel træner.

Hvad siger Julie til at være en del af Favrskov Talent?

Julie Binderup, 15 år, 8. klasse, Hadsten Skole:

Jeg elsker at spille fodbold, men nåede ikke at ansøge i første omgang. Så hørte jeg fra andre, at det var fedt, og jeg så nogle af deres træninger, og så ansøgte jeg om at komme med.

Jeg er helt sikkert blevet bedre til fodbold. Basistræningen er ny for mig, hvor vi styrketræner, kommer i form og forebygger skader. Det er jeg rigtig glad for, og jeg kan mærke, at jeg er kommet i bedre form. Der har også været oplæg om kost, søvn og det mentale, så man kan lade ordentligt op til en kamp.

Jeg har fundet ud af, at fodbold er meget mere end det tekniske. Det handler også om ens grundform og indstilling. Til min almindelige fodboldtræning træner vi ofte i situationer, mens vi i talenttræningen har fokus på ens dribleteknik, se spillet, kigge op og mange detaljer. Mit mål er, at jeg gerne vil være så god som muligt, og så må vi se, hvor langt det bringer mig. Efter 9. klasse skal jeg i hvert fald på fodboldlinjen på BGI Akademiet.

Julie Binderup
Domantas

Hvad siger Domantas til at have været en del af Favrskov Talent?

Domantas Gerulis, 16 år, Hammel

Jeg har hele tiden lyst til at forbedre mig og lære nyt, og derfor har det været fantastisk med den ekstra træning i Favrskov Talent.

Fordi jeg har trænet mere, synes jeg, at jeg har udviklet mig både teknisk og mentalt. Det er godt for mig at få konstruktiv kritik og gode råd fra en anden træner, der måske ser noget andet i mig end min almindelige træner.

Jeg får også nogle øvelser, som jeg selv kan bruge i min fritid, så på mange måder bliver det til sport ugen lang, for jeg styrketræner også. Jeg kan godt lide at stå tidligt op, komme i gang og presse mig selv. Så får jeg noget energi ud og er mere klar til skolen bagefter. Min drøm er helt klart at få en kontrakt med en klub en dag, og derfor skal jeg også bare blive ved med at forbedre og udvikle mig.

Kontakt

Brian Jensen

Tlf. 28 10 95 42

bljensen83@hotmail.com