Læs mere om, hvad der arbejdes med i svømmetræningen i Favrskov Talent, mød træneren og læs, hvad en kommende deltager siger til det.

Svømning i svømmehal

Træningen

Som svømmer på Favrskov Talent får du først og fremmest en ekstra vandtræning, hvilket er et vigtigt supplement til den faste konkurrencetræning i din svømmeklub.

Du får desuden muligheden for at få tilrettelagt et individuelt forløb, da antallet af svømmere på Favrskov Talent gør det muligt at gå i dybden med teknik og fokusere på hver enkelt svømmers udviklingskurve. Dermed får du som svømmer optimalt udbytte af den ekstra træning.

Formålet med træningen vil være at:

  • Udvikle teknikken i de fire stilarter
  • Bygge videre på niveauet fra den almindelige træning i svømmeklubben
  • Rykke topfarten, så hver enkelt svømmer kan opnå bedre tider 
Kristoffer Bitsch Holm

Træner Kristoffer Bitsch Holm

Kristoffer Bitsch Holm er svømmetræner for morgentræningen på Favrskov Talent. Han har været konkurrencetræner i fire år, og han har undervist hold på mange forskellige niveauer. Nu er han fast træner for HOG’s førstehold. Kristoffer har selv haft en aktiv svømmekarriere som konkurrencesvømmer i AGF. Han har en derfor en personlig erfaring at trække på.

Hans undervisningsstil tager udgangspunkt i de enkelte svømmere, hvor han kombinerer individuelle forløb med overordnede træningsforløb for hele tiden at kunne rykke svømmerne så meget som muligt.

Andreas Hald

Hvad siger Andreas til at blive en del af Favrskov Talent?

Andreas Hald, 15 år, Hadsten Skole:

En af mine kammerater, der spiller basket, har været med i Favrskov Talent. Han har fortalt meget positivt om det, og derfor glæder jeg mig til at komme i gang med at træne, da jeg tror, at jeg både teknisk og socialt kan få rigtig meget ud af det. Normalt er vi 20-30 svømmere til træning, og så mange er vi ikke i Favrskov Talent, så det er en mulighed for at arbejde tættere sammen med træneren og analysere mig som svømmer, så jeg får bud på, hvordan jeg kan blive bedre. Jeg ved allerede, at jeg gerne vil have mere tempo i min butterfly og have mine ben mere med i min crawl.

Basistræningen glæder jeg mig også til, da det er godt med muskeltræning og viden om at forebygge skader. Og så glæder jeg mig til at være sammen med udøvere fra andre sportsgrene, da jeg helt sikkert kan lære noget af dem, og det er altid godt at have gode venner.
Jeg drømmer selvfølgelig også om at komme op på et højere niveau – eksempelvis at komme til AGF, og det er jo godt at have noget at stræbe efter.