You are here

Tilladelse til brug af vejen

Vil du holde et arrangement på offentlige arealer i Favrskov Kommune, er der en række forhold, du skal være opmærksom på.

Det er vigtigt at være i god tid, når du skal søge om tilladelse til et arrangement. Normalt skal du kontakte myndighederne minimum 30 dage før et arrangement for at være sikker på, at alle tilladelser er på plads.

Du kan læse mere om arrangementer og finde gode råd i vores arrangørguide.

Arbejder, som foregår på vejarealet, kræver vejmyndighedens godkendelse inden arbejdet sættes i gang.

Du skal søge om tilladelse, hvis du:
  •  skal grave i eller langs veje og stier i Favrskov Kommune
  •  ønsker at opsætte midlertidige skilte
  •  ønsker at opsætte servicevejvisning (skiltning til din virksomhed).
  •  ønsker at ændre eller flytte din overkørsel
  •  ønsker at opstille en container eller et stillads på fortov eller kørebane.
I selvbetjeningsløsningen "Råden over vej" kan du ansøge om forskellig brug af vejen.
 

Vil du vide mere?

  • Gravetilladelse

    Skal du igang med gravearbejde på vej eller fortov? Så skal du søge om tilladelse inden. Det kan du gøre på VIRKs hjemmeside.

    Tryk her for at søge gravetilladelse på virk.dk.

    (BEMÆRK - at du skal registreres som bruger, før du kan bruge systemet).

    Hvis du har spørgsmål til din ansøgning eller gravetilladelser generelt,  kan  du kontakte Trafik og Vejafdelingen på mail vejdrift@favrskov.dk eller på telefon 89 64 53 00. 

     

     

  • Plakater

    Favrskov Kommune tillader normalt ikke, at der opsættes plakater på vejarealerne af trafiksikkerhedsmæssige grunde. Trafikanter får afledt deres opmærksomhed af plakater, og risikoen for trafikulykker øges.

    Der findes tre undtagelser:
    • plakater i forbindelse med kampagner for trafiksikkerhed.
    • valgplakater i forbindelse med kommune-, folketings-, regionråds- og Europaparlementsvalg.   (se siden om valgplakater her)
    • plakater i forbindelse med et kulturelt formål, eksempelvis cirkus, lokale byfester og lignende. (se side med arrrangementsguide her).
    I særlige tilfælde kan der gives tilladelse til opsætning af plakater fra lokale organisationer.
     

    Tilladelser til opsætning af plakater i forbindelse med kampagner for trafiksikkerhed eller kulturelle formål skal søges hos Trafik og Vejafdelingen senest to uger, før plakaterne ønskes opsat.


    Særligt om valgplakater:

    Reglerne indebærer blandt andet, at der ikke skal søges om tilladelse til opsætning af valgplakater, hvis de ikke er større end 0,8 m.

    Valgplakater må hænges op uden forudgående tilladelse fra fjerde lørdag før valgdagen til otte dage efter valgdagen. En valgplakat skal være forsynet med navn, adresse og telefonnummer på den fysiske eller juridiske person, som har iværksat ophængningen af valgplakaterne.

    Ønsker et parti, en kandidat eller kandidatliste m.fl. at ophænge større plakater, bannere, skærme med levende tekst og billeder m.v., skal der stadig søges om tilladelse hos den Favrskov Kommune vejdrift@favrskov.dk.


     

  • Containere, stilladser mv.

    Hvis du i forbindelse med ombygning af dit hus, anlægsarbejder i haven eller bare oprydning derhjemme, har brug for at benytte lidt af vejen ud for dit hus til materialer, opstille en container eller lignende, skal du søge om tilladelse. Det er for at sikre, at der ikke opstår uheld.

    Når du stiller en container, stilladser, materialer eller lignende på vejen, skal du sikre dig, at det er afmærket korrekt, så andre trafikanter ikke kommer til skade.

    Hvis du vil søge om tilladelse til at opstille en container eller lignende på vejen, så kan du finde link på VIRKS hjemmeside.

    Tryk her for at gå til Ansøgningsskema til råden over vej på Virk.dk.

    Vær opmærksom på, at du skal bruge Nem-id klar for at logge på.
     

    Send din ansøgning i god tid  - senest en uge, inden du skal bruge tilladelsen.

     

    Hvis du har spørgsmål til din ansøgning eller andet, kan du kontakte Trafik- og vejafdelingen på mail vejdrift@favrskov.dk telefon 89 64 53 00.

     

     

     

  • Ændring eller flytning af overkørsel

    Overkørslen er typisk lig med indkørslen til din ejendom. 

    Overkørsler skal overholde reglerne i love og bekendtgørelser om offentlige veje og private fællesveje, lokalplaner for området og tinglyste adgangsbegrænsninger.

    Hvis du ønsker at ændre eller flytte en overkørsel, skal du søge tilladelse. Trafik og Vejafdelingen kan som vejmyndighed stille krav til etablering af overkørslen.

    Det kan være krav om, at en entreprenør skal udføre arbejdet, og at entreprenøren sikrer mod beskadigelse af ledninger i rabat- og fortovsarealet. Det kan ske ved forudgående søgning i Erhvervs- og Bygge styrelsens LedningsEjerRegister (LER).

    Du skal som grundejeren selv betale alle udgifter i forbindelse med ændring af en overkørsel.

    Hvis du flytter din indkørsel uden tilladelse, og det resulterer i, at overkørselsarealet skades, kan du være erstatningspligtig. Du kan også  blive pålagt at flytte din indkørsel tilbage, hvor den tidligere var, uanset om overkørselsarealet har taget skade eller ej. 
     

    Antal over-/indkørsler

    Vejmyndigheden giver tilladelse til én overkørsel per parcel. Hvis du vil have dispensation til at etablere flere overkørsler, skal du søge om tilladelse.

    Ansøgning

    Hvis du vil istandsætte en eksisterende overkørsel, eksempelvis i forbindelse med, at du har renoveret din indkørsel eller du har etableret en helt ny overkørsel, gælder det, at du skal have tilladelse fra vejmyndigheden. Det er derfor ikke nok, at du har fået en tilladelse til at bygge en carport. 

     
    Hvis du vil søge om tilladelse om overkørsel fra vejareal til privat areal i Favrskov Kommune, så send en mail til Trafik og Vejafdelingen på  vejdrift@favrskov.dk.
     
    Send din ansøgning i god tid - senest en uge før, du skal bruge tilladelsen. 
  • Vejbump på private fællesveje

    Trafik og Vejafdelingen modtager mange henvendelser om at etablere hastighedsdæmpende foranstaltninger på private fællesveje. Da der er offentlig adgang til private fællesveje, er det ikke tilladt at etablere hastighedsdæmpende foranstaltninger uden tilladelse fra kommunen.
     
    Grundejerne skal være enige om at etablere hastighedsdæmpende foranstaltninger på den private fællesvej. Hvis du/I ønsker at etablere vejbump, skal I udarbejde et projekt med udformning, placering og afmærkning af de ønskede hastighedsdæmpende foranstaltninger. Projektet skal godkendes af Trafik og Vejafdelingen.

    Opmærksomhedspunkter
     
    Ved etablering af vejbump skal du/I være opmærksom på:
     
    • Vejbump skal være typegodkendte af Vejdirektoratet
    • Støjgener i forbindelse med acceleration og opbremsning ved passage af bumpene​
    • Omkostninger til projektering og udførelse hviler alene på grundejerne
    • Om bump ønskes i hele vejens bredde, eller om cyklister skal kunne køre ved siden af bumpet
    • At der ved etablering af bump skal opsættes advarselstavler A36 ”Bump” med undertavle, der angiver antal bump. Skilte opsættes 50 m før første bump i begge retninger.
    Du kan finde information og inspiration til hastighedsdæmpende foranstaltninger på vejdirektoratets hjemmeside.
  • Midlertidige skilte

    Til arrangementer med offentlig adgang skal der søges om tilladelse til at anbringe midlertidige skilte, plakater og lignende ved vejen.

    Nyt ansøgningsskema er under udarbejdelse - derfor skal du pt. kontakte Trafik og Vejafdelingen på mail vejdrift@favrskov.dk for at få tilladelse til opsætte midlertidige skilte,plakater og lignende ved vejen.

    Retningslinjer

    Tilladelse gives kun til foreningsarrangementer og lignende. Ikke til private personer eller virksomheder.
     
    Tilladelse gives på følgende vilkår:
    • At skilte, plakater og lignende kun opsættes inden for byzonetavlerne og der kun opsættes én for hver ca. 200m.
    • At skilte, plakater og lignende ikke klæbes op og ikke anbringes på den permanente færdselsafmærkning eller i nær tilknytning til denne
    • At skilte, plakater og lignende ikke anbringes på signalanlæg, læskure, elskabe, styreskabe og lignende
    • At skilte, plakater og lignende ikke anbringes, så de generer oversigtsforhold ved vejtilslutninger og indkørsler
    • At skilte, plakater og lignende ikke anbringes så de er til gene for trafikanterne
    • At skilte, plakater og lignende ikke må være større end 1,0 m2
    • At banner anbringes i en højde over kørebanen på min. 4,2 m.
    • At skilte, plakater og lignende tidligst opsættes 2 uger før arrangementet og nedtages umiddelbart efter arrangementet
    • At opsætningen i øvrigt sker uden ansvar og udgift for Favrskov Kommune, og at Favrskov Kommune, uden varsel, evt. på jeres regning, fjerner skilte, plakater og lignende som er opsat i strid med ovenstående retningslinjer.
  • Servicevejhenvisning - særlige skilte

    Servicevejhenvisning er skilte, som har til formål at vejvise til ikke-geografiske mål, som fx seværdigheder, overnatningssteder, virksomheder og lignende. 

    Almindelig servicevejvisning er hvid/blå vejvisningskilte, som viser vej til seværdigheder og overnatningssteder. 
     
    Særlig servicevejvisning er sort/hvide vejvisningskilte, som viser vej til virksomheder i det åbne land. Omkostninger til opsætning af særlig servicevejvisning dækkes af ansøgeren.
     
    Informationstavler er vejkort over et større eller mindre område, som opsættes på parkeringsplader, rasteplader eller lignende steder.
     
    Tilladelse til skiltning ved en virksomhed afhænger meget af, hvor du ønsker at skilte og til hvilket formål. Det er forbudt at opsætte egne skilte på vejarealet. 
     
    I byzone og i erhvervsområder kan der skiltes til virksomheder fra nærmeste adgangsvej. Virksomheden skal betale for skiltet og for opsætningen, som udføres af Favrskov Kommune.
     
    En virksomhed i landzone, kan søge om tilladelse til at få opstillet en særlig vejvisningstavle. Virksomheden skal betale for skiltet og for opsætningen, som udføres af Favrskov Kommune.

    Hvis tavlen beskadiges eller bliver slidt, skal virksomheden betale for reparation eller udskiftning af tavlen.
     
    Ophører virksomheden med at eksistere, skal vejmyndigheden have besked, så skiltningen kan fjernes.
     
    Hvis der senere skulle blive behov for nye almindelige rød/hvid eller blå/hvid vejvisere, eller krydset ombygges, så betingelserne for opsætning af tavlen ikke længere er til stede, vil den sidst opsatte særlige servicevejvisning blive fjernet. I så fald vil det indbetalte beløb ikke blive helt eller delvist refunderet.

    Ansøgning
    Ansøgning indsendes til Favrskov Kommune, Trafik og Veje, Skovvej 20, 8382 Hinnerup eller på på mail til vejdrift@favrskov.dk, som undersøger om den ønskede skiltning kan imødekommes.
     
    Hvis betingelserne for opsætning af skiltet er i orden, sendes der en regning til ansøger. Skiltet bestilles og opsætter først, når betalingen er modtaget.
     
     
     

Kontakt

Trafik og Veje
Torvegade 7
8450 Hammel
Tlf. 89 64 10 10
 

 

Senest opdateret

08.07.2016
anoh