Forslag til lokalplan nr. 439 Genbrugsplads ved Lynghøjvej og tillæg nr. 26 til Kommuneplan 2021-32
Den nye genbrugsplads skal erstatte de to eksisterende og utidssvarende genbrugspladser i hhv. Hinnerup og Hadsten. Mulighederne for at udvide og modernisere de to eksisterende pladser er blevet undersøgt og forkastet, bl.a. på grund af manglende mulighed for at udvide genbrugspladsen i Hinnerup tilstrækkeligt.
Favrskov Kommune og Favrskov Forsyning har gennemført forskellige undersøgelser af mulige placeringer for én ny samlet placering for en genbrugsplads, der skal betjene borgerne i Hadsten og Hinnerup samt oplandet hertil.
Med placeringen ved Lynghøjvej sikres flest mulige brugere kortest mulig afstand til genbrugspladsen. Med placeringen er der også taget højde for en forventet betydelig stigning i antallet af brugere i nærområdet i takt med, at to store byudviklingsområder i hhv. Hadsten Syd og Hinnerup Nord realiseres.
Formålet med lokalplanforslaget er at sikre, at der kan etableres en moderne og fremtidssikret genbrugsplads, som kan leve op til de øgede krav til affaldssortering. Lokalplanen skal desuden sikre mulighed for en udvidelse af pladsen på sigt, og udlægge en bufferzone omkring pladsen, hvor der skal etableres en jordvold, skovbeplantning samt anlæg til regnvandshåndtering.
Lokalplanområdet er ca. 14,5 ha stort og består hovedsageligt af marker i landbrugsmæssig omdrift. Arealet der udlægges til genbrugsplads og en eventuel udvidelse udgør tilsammen ca. 1/5 af det samlede lokalplanområde. Størstedelen af lokalplanområdet udlægges til bufferzone med skov, anlæg til regnvandshåndtering, jordvold og natur.
For at muliggøre lokalplanlægning for en genbrugsplads i området er der udarbejdet ”Forslag til Tillæg nr. 26 til Kommuneplan 2021-32”. Med kommuneplantillægget udlægges en ny kommuneplanramme til tekniske anlæg i miljøklasse 3-5 til anvendelse til genbrugsplads med tilhørende arealer til bufferzone og vandhåndtering. Områdets nuværende og fremtidig zonestatus er landzone.
I kommuneplantillægget foretages samtidig tilpasning af kommuneplanens hovedstruktur, hvorved der skabes sammenhæng mellem rammeudlægget og de arealinteresser, som er udpeget på de berørte arealer.
I henhold til Planlovens § 17 gælder, at så snart et forslag til en lokalplan er offentliggjort, må ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke bebygges eller i øvrigt anvendes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold.
Miljøvurdering
Teknik og Miljø har foretaget en screening af planforslagene efter ”Lov om miljøvurdering af planer og programmer”. På baggrund heraf blev det vurderet, at der skal udarbejde en egentlig miljøvurdering af emnerne.
- Landskab
• Visuel påvirkning af landskabet
• Visuel påvirkning af Haldum Kirke
- Vand
• Overfladevand
• Grundvand
- Befolkningen
• Trafik i anlægsfasen
• Trafik i driftsfasen
- Menneskers sundhed
• Trafikstøj
Planforslagene ledsages af den samlede miljørapport for planforslagene.
Offentlighedsperiode
Se ”Forslag til lokalplan nr. 439 Genbrugsplads ved Lynghøjvej” her
Se ”Forslag til tillæg nr. 26 til Kommuneplan 2021-32” her
”Forslag til lokalplan nr. 439 Genbrugsplads ved Lynghøjvej og tillæg nr. 26 til Kommuneplan 2021-32” samt miljørapporten er fremlagt i 9 uger i perioden fra 30. juni til 31. august 2025.
Skriftlige bemærkninger til ”Forslag til lokalplan nr. 439 Genbrugsplads ved Lynghøjvej og tillæg nr. 26 til Kommuneplan 2021-32” skal være Favrskov Kommune, Teknik og Miljø, Skovvej 20, 8382 Hinnerup i hænde senest 31. august 2025. Bemærkninger kan tillige sendes til [email protected].
Byrådet vil herefter tage stilling til planforslagene.
Borgermøde 14. august 2025 kl. 19-21
Favrskov Kommune inviterer til borgermøde torsdag 14. august 2025 kl. 19-21 i Lilleåsalen i Sløjfen, Evald Tangs Allé 45, 8370 Hadsten.
Du skal være opmærksom på, at alle indsendte høringssvar/bemærkninger er omfattet af offentlighedslovens regler, og vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside i forbindelse med den politiske behandling af planforslaget. Alle indsendte høringssvar inkl. vedhæftede dokumenter vil indgå i den politiske behandling af sagen. Det betyder, at navn, adresse, telefonnummer, mail og andre personlige oplysninger som er oplyst i høringssvarene, vil blive offentlig tilgængelig. Såfremt du er omfattet af navne- og adressebeskyttelse og du indsender høringssvar/bemærkninger er det vigtigt, at du gør kommunen opmærksom på dette. Kommunen foretager ikke automatisk kontrol af navne- og adressebeskyttelse ved modtagelse af høringssvar/bemærkninger. Kommunen kan derfor ikke indestå for navne- og adressebeskyttelsen medmindre du gør opmærksom på det. Hvis dit høringssvar indeholder personfølsomme oplysninger om 3. part, skal kommunen informere 3. part. Indsendte høringssvar vil også være omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt.