You are here

Favrskov er stadig blandt de bedste erhvervskommuner

Favrskov indtager i år en 17. plads i Dansk Industris opgørelse af kommunernes erhvervsvenlighed.

Favrskov er igen flot placeret i dette års udgave af Lokalt Erhvervsklima, der er Dansk Industris opgørelse af kommunernes erhvervsvenlighed. I år indtager vi en 17. plads i analysen, hvilket er et fald på syv pladser siden sidste år. Heldigvis viser tallene også, at virksomhederne faktisk vurderer erhvervsvenligheden i Favrskov til at være på samme niveau som sidste år, og faldet skyldes derfor, at andre kommuner har forbedret sig.

Formanden for DI Østjylland kalder Favrskov for en drøngod erhvervskommune – blandt andet fordi vi fortsat er en af landets bedste kommuner, når det drejer sig om at sikre, at der er kvalificeret arbejdskraft til rådighed. Samtidig vil hele 73 procent af virksomhederne i Favrskov anbefale andre virksomheder at drive virksomhed her i kommunen. Det er et flot resultat. Men vi hviler ikke på laurbærrene. Analysen viser nemlig også, at forbedringer af infrastrukturen og dermed fremkommeligheden for medarbejdere og varer er det emne, der står højest på virksomhedernes ønskeseddel.

Byrådet er godt klar over, at vi har forskellige trafikale udfordringer. En af dem er morgentrafikken på Århusvej i Søften og ud mod E45. Her har vi et løsningsforslag liggende, som vi forsøger at få Vejdirektoratet til at gribe fat i. Vi hører klart og tydeligt, at både virksomheder og borgere ønsker en bedre løsning. En anden udfordring er trængslen på rute 26. Her har en løsning nok længere udsigter, men vi arbejder vedvarende for at påvirke folketingspolitikerne til at få sat gang i anlægsarbejdet.

Vi har mange dygtige virksomheder i Favrskov, og Favrskov Kommune vil fortsætte med at understøtte dem bedst muligt. Når der udkommer analyser om vores erhvervsevne, nærlæser vi dem altid og bruger resultaterne i arbejdet med at sikre, at Favrskov også fremadrettet vil være en stærk erhvervskommune.

- Nils Borring, borgmester i Favrskov Kommune

Man kan læse mere om Favrskovs resultater i DI-analysen her.

Senest opdateret

16.01.2020
krtr