You are here

Ny mobilmast giver bedre dækning i Søften Erhverv

  • Mobilmast ved Præstemarkskolen

    TDC-masten ved Præstemarkskolen i Søften bliver snart suppleret af en ny mobilmast, der placeres i Søften Erhverv øverst i billedet.

Nu får virksomheder i Søften Erhverv et bedre mobilsignal. I slutningen af marts planlægger TDC at sætte strøm til en helt ny 4G-mast.

Virksomhederne i Søften Erhverv kender til at have et svagt signal på mobiltelefonerne. Ifølge underdirektør i TDC, Jesper Oldenburg, er den erfaring årsagen til, at en ny mobilmast nu bliver opstillet i området.

- Efterspørgslen efter mobildækning og mobildata er i konstant vækst, og derfor arbejder vi hele tiden på at opgradere og udvide nettet med nye master. Søften er et godt eksempel på et område, hvor en enkelt mobilmast kan gøre en kæmpe forskel. Det er et område med mange virksomheder, som er afhængige af gode forbindelser for at kunne kommunikere med kunder og leverandører. En ny mast i Søften vil også blive til gavn og glæde for bilisterne på E45, siger Jesper Oldenburg.

(artiklen fortsætter under kortet her, hvor man kan klikke sig til info om de enkelte mobilmaster i Favrskov. Blå er eksisterende master, og rød er master, der er på vej)

Masten vil være i drift straks efter rejsningen, men finindstilles efter planen i løbet af april 2019. TDC lover en markant forbedring af den indendørs 4G-dækning i hele området omkring masten, der har en rækkevidde på cirka 1,5 kilometer. Det betyder, at dækningen og kapaciteten ved motorvejskrydset Aarhus Nord også vil blive væsentligt forbedret.

Den nye mobilmast er en 42 meter høj gittermast, som opstilles på adressen Delta 1. Den er ifølge TDC forsynet med den nyeste 4G-teknologi og høj nok til, at andre teleoperatører også kan bruge masten. TDC har i forvejen en mast ved Præstemarkskolen i Søften.

Læs også: Flere mobilmaster på vej i Favrskov

Senest opdateret

11.03.2019
krtr