You are here

Ny videnstung virksomhed flytter til Favrskov

Aarhus-virksomheden Danish Myo Technology flytter i april 2019 ind i et nybygget domicil i Søften Erhverv.

I slutningen af april flytter Danish Myo Technology (DMT) til Favrskov. DMT føjer sig dermed til listen over virksomheder, der har fundet Favrskov Kommune attraktiv at flytte til.

Adm. direktør i DMT, Carsten Thorndahl, peger blandt andet på en effektiv dialog med Favrskov Kommune som en af årsagerne til, at valget faldt på Favrskov.

- Vi har snakket om at flytte i flere år. Vi kiggede på erhvervsgrunde flere steder og valgte Favrskov, fordi vi fra allerførste kontakt fik en fantastisk betjening. Når alle de rigtige mennesker sidder med i det første møde, så går det altså hurtigt med at få en byggetilladelse. Vi kørte direkte fra det første møde ud og kiggede på grunden, og vi nåede aldrig at få et uddybende salgsmateriale, inden vi slog til. Vi har virkelig været glade for hele processen, og vi glæder os meget til at flytte ind, siger Carsten Thorndahl.

DMT producerer myografer, der er apparater, der bruges til forskning i helt små blodkar. Virksomheden har hidtil haft hjemme i Skejbyparken i Aarhus, men er vokset ud af rammerne, og i april flytter virksomheden og medarbejderne til 1.100 nybyggede kvadratmeter i Søften Erhverv.

- Vi har primært brug for et nyt hus på grund af vores workflow. Vi bygger kun 200 kvadratmeter større, end vi har nu, men vi får mulighed for at optimere vores workflow. Indretningen i vores nuværende lokaler bærer præg af, at vi har vækstet gennem tyve år, siger Carsten Thorndahl.

(artiklen fortsætter under kortet)

DMT er en eksportvirksomhed, hvor 99 procent af produktionen sælges i udlandet – primært til universiteter. Virksomheden har solgt sine apparater i 82 lande, og det skyldes ifølge Carsten Thorndahl, at DMT er førende på markedet for myografer.

-  Vores markedsposition skyldes, at vi har de rigtige mennesker og bruger det rigtige udstyr. Vi fræser og drejer selv de nødvendige komponenter på de bedste maskiner. Det sikrer os den kvalitet, som både vi og vores kunder kræver, siger Carsten Thorndahl, mens han viser rundt i den del af huset, hvor de store CNC-maskiner udfræser aluminium til brug i virksomhedens apparater.

Som årene er gået, er maskinparken vokset, og i dag er der fem store maskiner i drift. De mange maskiner er endnu en grund til, at DMT snart skiller dem ad og flytter dem til de nye lokaler i Favrskov. De nyeste af dem er nemlig så høje, at virksomheden har måttet fjerne nogle af loftspladerne, for at de kan være i rummet. Den løbende udbygning af maskinparken har samtidig betydet, at en del af maskinerne ikke står på en optimal fundering.

- Sådan er det, når man vokser. Men i vores nye hus i Favrskov kommer maskinerne til at arbejde optimalt, fordi det rigtige fundament giver færre vibrationer. Når vi får højere til loftet, kan maskinerne også nemmere komme af med varmen, siger Carsten Thorndahl.

DMT har ti forskellige faggrupper ansat – blandt andet biologer, elektronikingeniører og ph.d.er med forskellige ekspertiser.

Læs også: Fragtmand og kunde flytter sammen i Søften

Senest opdateret

13.03.2019
krtr