You are here

Olietank

Anmeld eller afmeld en olietank via selvbetjeningsportalen Byg og Miljø

Hvis du ikke ønsker at bruge Byg og Miljøportalen, kan du finde blanketten som pdf her: Anmeld/Sløjf olietank

Mere om olietanke

  • Etablering af olietank

    Der er en række krav, som du skal være opmærksom på, inden du installerer en olietank.

    Du kan orientere dig i de specifikke punkter i Olietanksbekendtgørelsen, som blandt andet nævner:

    • Nedgravede anlæg under 100.000 liter må ikke etableres nærmere end 300 meter fra almene vandforsyningsanlæg.
    • Overjordiske anlæg på under 200.000 liter må ikke etableres nærmere end 50 meter fra almene vandforsyningsanlæg.
    • Hvad enten der er tale om overjordiske- eller underjordiske tanke må disse ikke etableres nærmere end 25 meter fra boringer eller brønde, hvorfra der indvindes drikkevand.

    Når du køber en ny olietank eller tager en i brug for første gang, skal du indsende en tankattest til Favrskov Kommune.

    Du skal senest 2 uger inden etableringen indsende:

    • kopi af tankattest 
    • et anmeldeskema
    • en skitse, som viser hvor tanken vil blive placeret på grunden.

    Det gælder også, selv om det er en ældre overjordisk tank, som er blevet flyttet og genbrugt.

    Bemærk at nedgravede tanke mindre end 6.000 liter ikke må flyttes.

    Plasttanke:

    Hvis du skal opstille en plasttanke til opbevaring af olie eller andre brandfarlige væsker, gælder der særlige afstandskrav og regler om brandsikring.

    Reglerne er udstedt af Beredskabsstyrelsen, og du kan læse mere om dem i bilag A i Vejledning om brandfarlige og brændbare væsker.

    Alle olietanke, benzintanke mv. der bliver etableret i Favrskov Kommune, skal anmeldes via den røde eller den grå selvbetjeningsknap.

  • Sløjfning af olietank

    Hvis du tager en olietank varigt ud af brug, skal tanken sløjfes. En sløjfning af olietanken skal anmeldes til Favrskov Kommune.

    Når du sløjfer en olietank skal:

    • Tank og rørføring tømmes helt for indhold.
    • Anlægget (tank og rør) skal fjernes, eller påfyldningsstuds og udluftningsrør skal afmonteres og tanken afblændes, så påfyldning ikke kan finde sted.

    Vi anbefaler at grave tanken op, men det er ikke et lovkrav. Fordelen er, at så konstateres en eventuel forurening med det samme inden forsikringsordningen ophører 6 måneder efter, at anlægget er taget ud af drift.

    Når du har opgravet tanken, anbefaler vi følgende:

    • Tankgraven inspiceres af en uvildig miljøteknisk rådgiver
    • Der udtages repræsentative jordprøver som dokumentation for, at anlægget ikke har medført jordforurening
    • Dokumentation fremsendes til kommunen sammen med skema for sløjfning af tank.

     

  • Forurening i forbindelse med olietank


    Hvis du konstaterer en forurening, skal Favrskov Kommune, Natur og Miljø underrettes. Er jorden misfarvet, lugter af olie eller er der andre tegn på jordforurening er det vigtigt, at du straks får givet kommunen besked.
     

    Ved et akut uheld skal du ringe 1-1-2 med det samme. Du skal anmelde forureningsuheldet til alarmcentralen og:

    • Opgive navn, adresse og telefonnummer
    • Oplyse om uheldsstedet
    • Oplyse om omfanget af forureningen

    Alarmcentralen sørger for at rekvirere beredskabet for at få standset og afværget ulykken. Beredskabet vil sørge for kontakten til miljømyndigheden.

Privat olietank

Utætte olietanke kan forurene jorden, og olien kan sive ned i grundvandet. Din olietank skal være typegodkendt, og den skal holde tæt.

Miljøstyrelsen har fastsat terminer for, hvornår de forskellige typer olietanke skal sløjfes, og du skal selv være opmærksom på, hvornår din olietank skal sløjfes.

  • Hvis du er i tvivl om din olietank er i orden, kan du kontakte en oliefyrstekniker. Han eller hun foretager et miljøtjek af olietanken med henblik på eventuelle ændringer.
  • Fabrikationsåret står på mærkeskiltet på påfyldningsstudsen, på selve tanken eller på tankattesten. Hvis det er svært at datere din tank, kan du få hjælp i Miljøstyrelsens vejledning. Hvis du har mistet attesten, skal du kontakte kommunen, som almindeligvis har en kopi.

Tager du en olietank varigt ud af brug eller sætter en ny op, skal du huske at give kommunen besked. Du kan få flere oplysninger om reglerne for olietanke hos kommunen.

Ny olietank

Når du skal have en ny olietank, skal du anmelde det til kommunen 14 dage inden etableringen, uanset om den er overjordisk eller skal nedgraves.

Anmeldelsen skal indeholde:

  • en skitse over olietanken og rørenes placering på ejendommen
  • en beskrivelse af olietankens størrelse og type, samt hvilket materiale den er lavet af
  • tidspunkt for etablering

Du skal sikre dig, at leverandøren udleverer en tankattest. Attesten er en garanti for, at din olietank er typegodkendt til at opbevare fyringsolie. Du skal sende attesten til kommunen senest på etableringstidspunktet.

Hul på olietank

Går der hul på din olietank, skal du straks melde det til kommunen. Det gælder både for olietanke i brug, og gamle, som ikke længere er i brug.

Det er lovpligtigt for alle tankejere at have en ansvarsforsikring, som dækker for oprensning af olieforurening.

Du har automatisk en ansvarsforsikring, hvis du får leveret fyringsolie fra et af de olieselskaber, der er medlem af Energi- og Olieforum, oliebranchens brancheorganisation, eller fra en leverandør, der får olie fra et af disse.

Du er dog ikke dækket, hvis din tank eller rør er ulovlige. I så fald må du selv betale for oprensningen.

Du kan få mere at vide om reglerne for oprydning af forurening fra en utæt olietank hos kommunen. Hos Drivkraft Danmark kan du få mere at vide om den fælles forsikring mod olieudslip.

Lovgivning

Du kan se 'Jordforureningsloven' på Retsinformations hjemmeside.

Reglerne for etablering og anvendelse af olietanke bliver reguleret via 'Olietankbekendtgørelsen'. Læs bekendtgørelsen på Retsinformations hjemmeside.

Reglerne for Natur- og Miljøklagenævnet er beskrevet i bekendtgørelsen.

Kontakt

Teknik og Miljø
Torvegade 7
8450 Hammel
Tlf. 89 64 10 10

Senest opdateret

21.08.2017
anoh