You are here

Mød en HK'er

Overblik og service i administrationens hjerte

Rikke Zanini er egentlig uddannet korrespondent, men har sideløbende med arbejdet taget kommunomuddannelsen, og sidder nu i Teknik og Kulturs sekretariat i Hammel.  

Rikkes arbejdsopgaver er alsidige, og dagene er aldrig ens: Hun er sekretær for både forvaltningens direktør og sekretariatschefen og er superbruger i dokumentsystemet ESDH.

Derudover håndterer hun regninger og bilag, opdaterer favrskov.dk, står for planlægning af arrangementer både i og udenfor huset - og så er Rikke Zanini tillidsrepræsentant for HK’erne i Teknik og Kultur.

- Jeg synes altid, at dagene flyver afsted! Nogle dage er meget hektiske, mens andre går stille og roligt. Det er dejligt med den afveksling, så jeg kan nå til bunds i mine opgaver på stille dage, men får masser af udfordringer andre dage, fortæller Rikke Zanini.

 Med en bred kontaktflade i organisationen er Rikke Zanini dagligt i kontakt med mange kolleger med forskellig faglig baggrund.

Jeg får virkelig brugt mit servicegen i mit job. For min fornemmeste opgave er at få tingene til at flyde og at understøtte mine kolleger. Det skal være sådan, at de altid trygt kan give mig en opgave og vide, at den bliver løst effektivt og korrekt. At kunne give den service gør mig glad
 

- Rikke Zanini, sekretariatsmedarbejder

Der ligger mange administrative arbejdsgange i en kommune, hvilket var noget af det, der overraskede Rikke Zanini mest, da hun blev ansat tilbage i 2007.

- Der er masser af ting, der rent administrativt skal klares for at få de services til at falde på plads, som borgerne modtager. Og det er interessant og tilfredsstillende at være en del af det maskineri, der får hverdagen til at køre, siger Rikke Zanini. 

God ledelse indtager mange former. For Rikke Zanini handler god ledelse om lydhørhed og om en god omgangstone.

- For mig er god ledelse lig med anerkendelse og lydhørhed, og det oplever jeg her, fortæller Rikke Zanini, og uddyber: Jeg øver mig i at at sige tingene mere direkte, for det er klart, at du kan have en mere konstruktiv snak med din leder, hvis han eller hun ved, hvad du tænker.  

Mange procedurer og arbejdsgange ændres løbende, der sker sammenlægninger og nye chefer kommer til. Det stiller krav til medarbejderne, ikke bare i Teknik og Kultur, men i hele Favrskov.

Vi skal være omstillingsparate - sådan er det sikkert i de fleste jobs. Ind i mellem kan jeg godt tænke, at det ville være rart at fokusere mere på opgaverne og mindre på rammerne, for jeg tror det er sundt at dvæle lidt ved nuet i stedet for altid at rette blikket mod fremtiden
 

- Rikke Zanini, sekretariatsmedarbejder 

Senest opdateret

22.08.2017
tjoh