You are here

Mød en PAU-elev

Camilla Skovsende er 18 år og bor i Thorsø. Som 16-årig søgte hun ind som PAU-elev (Pædagogisk AssistentUddannelsen).

Hun er færdig i september 2018. Frem til august 2017 er Camilla i praktik i Thorsø Børnehus.

Hvorfor søgte du ind som PAU-elev?

Jeg vidste tidligt, at jeg gerne ville være pædagog, for børn er sjove at være sammen med. Jeg kan godt lide, at jeg kan lære dem noget, og de kan til gengæld også lære mig noget. Jeg havde ikke mod på at gå i gymnasiet, så derfor søgte jeg allerede ind som PAU-elev, da jeg var 16 år.

Hvordan har du oplevet din første tid i praktik?

Det har været nogle spændende perioder. Jeg har været ude i praktik i én måned og så på skole i et halvt år. Og nu skal jeg være i praktik frem til august. Jeg synes, folk er åbne for ideer, og jeg føler mig som en del af arbejdspladsen. De forventer noget af mig, og jeg får ansvar. Børnene er trygge ved mig nu, og forældrene er også begyndt at komme til mig. Jeg bliver bekræftet i, at jeg er på rette vej, og at jeg har mod på mere.

Hvad har overrasket dig mest?

Lige i begyndelsen overraskede det mig, at der var mange krav til mig, og at de forventer meget af mig, men det er selvfølgelig klart nok, for det handler for dem om at uddanne de rigtige.

Har du mærket, at Favrskov Kommune er en lille kommune?

Nej, ikke på arbejdspladsen. Der kan jeg ikke mærke det. Men i skoleperioderne, der foregår i Randers, synes jeg, at der er for meget Randers over det hele. Mange af eksemplerne handler for meget om Randers.

Hvad er dine håb for resten af din tid som elev?

Jeg håber, at jeg bliver ved med at få udfordringer og ansvar, for det er med til at udvikle mig. Så håber jeg, at jeg kan komme i andre praktikker, da jeg også interesserer mig for SFO-området og specialområdet med eksempelvis autisme. Jeg håber også, at mine kommende praktiksteder vil tro på og give mig ansvar, så der bliver bygget videre på det, jeg kan. Hvis ikke jeg kan finde et job, når jeg er færdig, vil jeg gerne læse videre til pædagog i Aarhus.

Senest opdateret

01.05.2017
dole