36 attraktive lejligheder på vej i Hadsten

02.11.2021
Visualisering af etagebyggeri i Hadsten

Der er to nye lejlighedsbyggerier på vej på den tidligere realskolegrund på Kirkevej 8 i Hadsten. I foråret 2021 udbød Favrskov Kommune den 5.450 kvadratmeter store grund midt i Hadsten, og det tiltrak fire bydere. Ejendomsselskabet Midtjylland vandt udbuddet og er nu i fuld gang med at forberede realiseringen af det vindende projekt bestående af to punkthuse på hver fire etager.

De to huse kommer til at indeholde i alt 36 lejligheder i varierende størrelser fra 77 til 128 kvadratmeter. De 36 nye lejligheder vil appellere til en bred vifte af købere, der ønsker en mindre og mere bynær bolig.

Borgmester i Favrskov Kommune, Nils Borring, glæder sig over udsigten til det kommende etagebyggeri centralt i Hadsten.

- I Byrådet har vi stort fokus på at sikre, at der i vores kommune er boliger til alle aldersgrupper - både nu og i fremtiden. Vi har gennem en årrække været optaget af at kunne tilbyde parcelhusgrunde til familier, der flytter til Favrskov, men vi har også en ambition om at kunne tilbyde mindre og bynære boliger til både unge og ældre. Det mål bidrager de 36 nye lejligheder på Kirkevej i Hadsten til at opfylde, siger Nils Borring.

Ejendomsselskabet Midtjylland regner med at påbegynde byggeriet i foråret 2022, så lejlighederne er klar til salg i efteråret 2022 med indflytning et år senere, og direktør Jan Jørgensen glæder sig til at komme i gang.

- Vi vil gerne bygge i Hadsten, fordi det er en by i udvikling og med god adgang til både tog og motorvej. Grunden har en god beliggenhed, og vi vil gøre os umage for at bygge to pæne huse i en god kvalitet. Grunden ligger højere i niveau end midtbyen, og derfor prøver vi at give alle lejlighederne en interessant udsigt ud over Hadsten by, siger Jan Jørgensen.

Det store, gamle lindetræ på grunden bliver stående, og derudover påtænkes det at opføre et orangeri ved siden af de to nye ejendomme.