You are here

Besøgsrestriktioner på plejecentre ophæves

15. februar 2021 bliver det igen muligt at besøge borgere, der bor på plejecentrene, når et påbud om begrænset adgang ophæves.

2. december 2020 indførte Styrelsen for Patientsikkerhed et påbud om begrænsning af besøgendes adgang til plejecentrene i Favrskov for at forebygge udbredelse af coronavirus. Påbuddet ophæves mandag 15. februar 2021, så det igen bliver muligt at besøge borgere, der bor på plejecentrene. Det er det faldende smittetryk kombineret med et lavt incidenstal, der gør, at besøg igen kan foretages på mere normal vis.

Der har været faldende smittetal i nogen tid, men udviklingen i spredningen af den britiske variant er blevet fulgt nøje og har betydet, at beslutningen om ophævelse af restriktionerne er blevet trukket lidt. Udviklingen i smitte følges fortsat nøje, og derfor kan det ikke udelukkes, at restriktionerne genindføres på et senere tidspunkt trods gennemførte vaccinationer af både beboere og personale.

- Indtil da vil vi glæde os over igen at kunne åbne dørene op for besøgende, som dog stadig vil blive mødt med krav om gennemførelse af besøg under hensyntagen til de gældende hygiejne- og afstandskrav, siger direktør i Social og Sundhed, Ulrik Johansen.

Dato: 12. februar 2021

Senest opdateret:

12. februar 2021