You are here

Bibliotekerne er klar til et gensyn med lånerne

Fra på mandag 18. maj 2020 åbner bibliotekerne i Favrskov Kommune igen. Det bliver med begrænset service og udvidede åbningstider.

På kommunens fire biblioteker er medarbejderne i fuld gang med at gøre klar til åbningen på mandag. Der er god plads mellem reolerne og udlånsautomaterne, der bliver lavet ensrettede ganglinjer, og der er selvfølgelig adgang til håndsprit.
Og der skal ikke herske tvivl om, at de glæder sig til at se lånerne igen, lyder det fra Irene Bartholin Poulsen, biblioteksleder på Hadsten Bibliotek:
- Det bliver godt, at der kommer liv i husene igen. Her har været så mørkt og stille. Vi følger retningslinjerne, så det bliver med begrænset service og afstand til lånerne. Det må vi prøve at vænne os til.

Retningslinjerne siger blandt andet, at lånerne ikke må printe, søge på de opstillede computere, læse dagens avis og ’tage ophold på biblioteket’. Derfor er der også sat plasticstrimler over stole, sofaer og legeredskaber i børneområdet, så man ikke fristes til at sætte sig ned.

Til gengæld bliver det muligt at låne de nyeste tidsskrifter med hjem med det samme, og åbningstiderne bliver udvidet de første 14 dage, da der fortsat er lukket ned for det selvbetjente bibliotek. Der er også ’frit lejde’ i forhold til at rydde op i ens gemmer og få afleveret biblioteksbøgerne.
- For et par dage siden åbnede vi op for reserveringerne, og vi har allerede fået 916 reserveringer, så der er ingen tvivl om, at lånerne har savnet at komme på bibliotekerne. Det har vi kunnet råde lidt bod på med vores Læseposer. Nu skal vi have det lånte tilbage på hylderne, og så glæder vi os til at se lånerne, siger Irene Bartholin Poulsen.

Bibliotekerne fortsætter i øvrigt med tilbuddet ’Spørg biblioteket’, hvis man som låner har brug for hjælp eller har et emne, der kræver noget tid at drøfte.

Se de udvidede åbningstider (står nederst i teksten)

Bibliotekerne må, i genåbningperioden, ikke løse borgerserviceopgaver.

Dato: 16. maj 2020

Senest opdateret:

16. maj 2020