You are here

Cafémøde indleder jagten på nye plejefamilier

Inden for de næste par år kommer Favrskov Kommune til at mangle aflastnings- og plejefamilier. Første tiltag er et cafémøde 13. september 2018, hvor interesserede familier kan kigge forbi og høre mere.

Flere kommuner kommer som Favrskov Kommune på sigt til at mangle plejefamilier, da mange af de nuværende plejefamilier snart takker af på grund af alder. Derfor er der gang i ideudviklingen for at tiltrække nye, fortæller Ann Mainz Christensen, afdelingsleder i Familierådgivningen i Favrskov Kommune:

- Mange ved sikkert ikke så meget om, hvad det vil sige at være plejefamilie, men de kunne måske godt tænke sig at høre mere for at finde ud af, om det kunne være noget for dem. Andre er måske mere afklarede om, at det faktisk er noget for dem. Uanset hvad så er man meget velkommen til at deltage i cafémødet 13. september i InSide. Det er ganske uforpligtende og en god mulighed for at møde nogle nuværende plejefamilier, der kan svare på spørgsmål og sætte ord på, hvordan det er for dem. Vi vil gerne rekruttere de bedst egnede familier af hensyn til de børn, der skal i familiepleje, og det kunne være fantastisk, hvis vi kom i kontakt med nogle af dem på cafémødet.

Til de ”bedst egnede familier” hører blandt andet personer med faglige kompetencer, da nogle af børnene kan have forskellige udfordringer. De bedst egnede familier er også dem med hjerterum og overskud. Og så er det selvfølgelig også dem, der er langt væk fra pensionsalderen, så de har mulighed for at være plejefamilie i flere år. I forhold til profession kan det eksempelvis være sygeplejersker, lærere, pædagoger eller andre omsorgspersoner. 
- Det afgørende er, at man har hjerterum, overskud og er rummelig. Samtidig skal du kunne samarbejde med barnets biologiske familie, for den vil altid være en del af barnets liv. Og så skal din egen familie være med på ideen, for ellers går det ikke, understreger Ann Mainz Christensen.

Med cafémødet 13. september 2018 håber Helle Støve, chef for Børn og Familie i Favrskov Kommune, at de kan klæde kommende plejefamilier godt på, før de søger om at blive godkendt.
- Vi har tidligere set, at familierne melder fra efter det obligatoriske plejefamilie-kursus, fordi de ikke vidste nok og ikke havde fået afstemt forventningerne. Med et tidligt informationsmøde kan vi forhåbentlig klæde de interesserede lidt bedre på, så de har en bedre fornemmelse for, hvad de går ind til, siger Helle Støve.

Når familierne er blevet godkendt som plejefamilier er det vigtigt for Helle Støve at sige, at Familierådgivningen også har fokus på at understøtte alle plejefamilier, både nye og erfarne.

- Vi skal altid understøtte plejefamilien, da børnene har brug for genkendelighed og kontinuitet, så det er vigtigt, at familierne kan lide deres arbejde og holder ved. Derfor har vi i forhold til plejefamilierne stort fokus på opkvalificering, supervision og opfølgningsmøder, så de føler sig godt klædt på til opgaven, siger Helle Støve.

Fakta:

Mødet foregår 13. september kl. 16-19 i InSide, Dalvej 1 i Hammel. Af hensyn til forplejningen på mødet er det nødvendigt med tilmelding – senest 7. september 2018 til: inso@favrskov.dk eller bhed@favrskov.dk

Dato: 30. august 2018

Senest opdateret:

30. august 2018