You are here

Cykelruten Kulturringen godkendt som permanent cykelrute

Vejdirektoratet har netop godkendt skiltningen af Kulturringen som cykelrute i Danmark. Skiltet viser med tekst og blomst vej til kultur- og naturoplevelser på cykel. Populært sagt er det en cykel-pendant til bilernes Margueritrute.

Kulturringen blev skabt i forbindelse med Aarhus som kulturhovedstad i 2017 og er i 2018 videreudviklet med endnu en skiltet etape, så cykelruten nu går gennem otte østjyske kommuner. Det særlige ved Kulturringen er, at cykelruten går forbi både natur og kulturseværdigheder og også tager højde for overnatningsmuligheder og spisesteder. 

Den officielle godkendelse af cykelruten glæder Steen Thomasen, der er formand for Kulturring Østjylland og formand for Favrskov Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg.

- Østjylland rummer storslåede natur- og kulturoplevelser, og siden 2017 har man kunnet nyde dem som perler på en snor på kortere eller længere cykelture. Ruten er nu fremtidssikret med den permanente godkendelse, og det er en stor anerkendelse af det arbejde, som otte østjyske kommuner har lagt i opgaven. Jeg er glad og stolt over, at vi i samarbejde har skabt en anderledes turistattraktion på fundamentet af det, vi hver især har i kommunerne, siger Steen Thomasen.

En oplevelsesrig cykelrute

Kulturringens 540 km byder på alt fra hav og herregårde til gourmet og Gudenaa via asfaltveje gennem de otte kommuner: Favrskov, Hedensted, Norddjurs, Odder, Samsø, Skanderborg, Syddjurs og Aarhus. 

Ruten er tilrettelagt, så alle kan få glæde af den og med en bred variation undervejs. Ruten rammer topattraktioner som slotte og museer og store naturoplevelser. Kulturringens forløb er beskrevet i 22 deletaper og kan nås via tog, færger, bus og bil. Trænede cyklister kan køre hele ruten på to-tre dage, men de fleste kan nå den på en uges tid med gode spise-, hvile- og sovepauser.

- Målet med Kulturringen er at opleve Østjylland i langsomt tempo og finde de store oplevelser i de små ting undervejs. Kulturringen giver bevægelse, fællesskab og kulturoplevelser, og det er godt for alle, hvad enten man cykler hurtigt eller langsomt, mange eller få sammen. Jeg håber, at mange vil få endnu mere glæde af ruten i årene, der kommer, siger Steen Thomasen

Læs mere om cykelruten på kulturringen.dk. Her kan du også se, hvor du kan finde oplysninger, digitale guides og en guidebog, der beskriver rutens mange seværdigheder, spisesteder og overnatningsmuligheder.
 

Dato: 15. marts 2019

Senest opdateret:

15. marts 2019