You are here

- Det er hyggeligt at spise sammen med andre

  • Maden er ved at være klar i køkkenet hos Café AG.

    Maden er ved at være klar i køkkenet hos Café AG.

  • Deltagerne roser maden og har flere gode ideer til, hvad de også gerne vil have serveret til fællesspisningen.

    Deltagerne roser maden og har flere gode ideer til, hvad de også gerne vil have serveret til fællesspisningen.

  • Maden bliver budt rundt og snakken går. Anna Glinvad og Jørgen Andersen sidder ved siden af hinanden til venstre i billedet.

    Maden bliver budt rundt, og snakken går. Anna Glinvad og Jørgen Andersen sidder ved siden af hinanden til venstre i billedet.

  • Bodil Stilling får ros for caféens mad og bud på, hvad der også skal på menuen.

    Bodil Stilling får ros for caféens mad og bud på, hvad der også skal på menuen.

  • Anna Christensen (tv.) og Else Marie Mogensen har takket ja til den frivillige tjans som værter til fællesspisningen.

    Anna Christensen (tv.) og Else Marie Mogensen har takket ja til den frivillige tjans som værter til fællesspisningen.

Efter mange års pause er der nu igen kommet gang i fællesspisningen om torsdagen i sundhedscentret i Hadsten.

- Vi er kommet til at putte fløde i de stuvede grøntsager, siger Bodil Stilling, leder af Café AG i sundhedscentret i Hadsten. Og smilene breder sig på de ventende rundt om bordet, der glæder sig til at få karbonader, stuvede grøntsager og kartofler - og konfektkage til dessert.

De har meldt sig til premieren på fællesspisning for ældre, hjemmeboende borgere hver torsdag kl. 12. Der er ingen transport inkluderet i tilbuddet, så deltagerne skal enten bo tæt på eller kunne fragte sig selv.

63-årige Anna Glinvad er en af dem, der bor tæt på. Hun er lige flyttet fra Randers til en bolig i Hvedevænget, og hun er meget glad for flytningen.
- Jeg døjer med eftervirkningerne fra et brækket ben, så det er skønt at komme til en bolig uden trapper. Jeg har allerede været med til banko og brunch og nu fællesspisningen. Det er dejligt at spise sammen med andre, og jeg kan godt lide at snakke med folk, siger Anna, der allerede er på fornavn med flere rundt om bordet.

Hun sidder ved siden af 68-årige Jørgen Andersen, der bor alene i en bolig på Hovvej. Han er vant til at komme på centret om mandagen og blev opfordret til at deltage i fællesspisningen. Og det har han ikke fortrudt:
- Jeg sidder meget alene, og det er hyggeligt at spise sammen med andre. Måske spiser man også lidt mere. Jeg kender flere af dem, der er med, og jeg tror helt sikkert, at jeg vil komme igen.

Det glæder Lone Birkmose Christensen, social- og sundhedsassistent, at deltagerne kan lide det nye tilbud. Sammen med flere kolleger har hun været med til at få gang i tilbuddet efter en lang pause.
- Før kommunesammenlægningen spiste beboerne på Hvedevænget fast i caféen, og de fik dermed opbygget et godt netværk. Det vil vi gerne prøve at etablere igen, lyder det fra Lone Birkmose Christensen.

To damer ved bordet spiller en helt særlig rolle. Det er Anna Christensen og Else Marie Mogensen. De er værter for fællesspisningen, og den tjans har de fået på opfordring fra Lone Birkmose, der kender dem, da de tidligere har arbejdet i hjemmeplejen.

Anna og Else Marie er gået på henholdsvis førtidspension og efterløn, og de sagde ja tak med det samme, da Lone Birkmose ringede dem op.
- Det er dejligt at komme her og gøre noget for andre, og vi kender jo stedet og mange af borgerne rigtig godt. Vi siger pænt goddag til alle, så de føler sig set og velkommen, og så spørger vi selvfølgelig ind til dem og deres liv, fortæller Anna og Else Marie, der hjælper med forskellige opgaver ved bordet, mens snakken går.

Ja, og så spiser de selvfølgelig med, for en ansøgning til Seniorfrivilligpuljen har givet midler i et år, så de to frivillige ikke selv skal betale for deres måltid.
De har været spændte på den første fællesspisning og er enige om, at det faktisk er gået fint:
- Der har været skønne smil og snak. Og for os er det også fint at være med, da det giver input til, hvad man selv vil fylde sin hverdag med. 

Fakta:

Fællesspisningen foregår hver torsdag kl. 12 i sundhedscentret i Hadsten. Det koster 50 kr. Dessert kan tilkøbes. Kontakt Café AG, hvis du vil deltage: 89 64 13 68.

Dato: 23. februar 2019

Senest opdateret:

23. februar 2019