You are here

- Det er trygt med et hjemmebesøg

  • Jonna og Knud klarer sig fortsat godt i huset, og de er glade for Lises besøg.

    Jonna og Knud klarer sig fortsat godt i huset, og de er glade for Lises besøg.

  • De tre snakker også om fremtidsfuldmagter og indretning af hjemmet.

    De tre snakker også om fremtidsfuldmagter og indretning af hjemmet.

Jonna og Knud Madsen i Haar ved Hinnerup er kommet i den alder, hvor der står ’forebyggende hjemmebesøg’ i kalenderen.

Knud har lige rundet de 80 år, og derfor har sygeplejerske Lise Taisbak Nygaard spurgt, om de vil have besøg af hende til en snak om, hvordan de har det.

Boet her i 58 år

Snakken går godt ved bordet i den hyggelige stue, hvor Lise var på besøg for første gang, da Jonna var fyldt 75 år i 2017. De vender lige tiden, hvor Jonna har været kræftsyg, og at hun er helt ovenpå igen.
- I ved jo, at I altid kan ringe til mig, men i dag skal I have taletid om stort og småt, siger Lise og stiller det gode spørgsmål: Hvordan har I det?

- Vi synes selv, vi klarer det meget godt. Vi sætter os måske lidt tiere ned og tager en pause, men Knud kan stadig fræse haven, og vi går ture, fortæller Jonna.
- Ja, hun er jo yngre end mig, så hun nærmest løber, lyder det lunt fra Knud, der har fået pacemaker efter en blodprop for fem år siden.
- Vi ved godt, at vi ikke bare skal sætte os ned, og det er jo rarest at kunne klare sig selv. Nu har vi boet her i 58 år, og vi trives her. Vi drømmer faktisk ikke om andet, siger Jonna med et smil.
- Og vi må begge stadig køre bil, og det betyder rigtig meget, for så kan vi komme rundt, siger Knud.

Størst mulig frihed

Derefter går snakken om Knuds medicin, udløbsdatoer på medicinen, Knuds høreapparat, og hvordan det fungerer, hvis man skal visiteres til noget hjælp.
- Man kan sige, at vi som kommune vil hjælpe jer til, at I kan blive ved med at klare så meget som muligt selv, for det giver størst mulig frihed. En ergoterapeut kan eksempelvis snakke med jer om, hvad I bøvler med, og der er selvtræning, hvor I kan lave forskellige øvelser, og så er der Hjælpemiddeldepotet i Hadsten, hvor I kan kigge forbi om torsdagen, hvis I har brug for et hjælpemiddel, forklarer Lise og nævner, at Jonna godt kunne ønske sig en bademåtte eller ansøge om en badebænk til brusebadet, så hun kan droppe det lille håndklæde, hun bruger til at stå på for at undgå at glide på gulvet.

- Vi har egentlig ikke haft brug for så meget hjælp, siger Knud.
- Og det er rigtig dejligt, men hvor er det godt at snakke med jer om mulighederne og de gode råd, før I har brug for det, for så er det så meget nemmere for jer hurtigt at kontakte mig, så jeg kan sætte jer i kontakt med de rigtige personer i kommunen, konkluderer Lise.
 

De keder sig ikke

Hun hiver et par foldere og papirer op, da de kort skal runde fremtidsfuldmagter i forbindelse med demenssygdom, behandlingstestamente og indretning i hjemmet for at undgå faldulykker.
- Kan I rumme mere, for det er lidt tungt, spørger hun.
Jonna og Knud nikker ja til at få oplysningerne og derefter runder Lise snakken af med, om de keder sig i hverdagen.

- Nej, man keder sig ikke i det her hus. Der er altid noget at se til. Og vi har gode naboer, og vores to sønner bor med deres familier i Hinnerup, så vi ses ofte. Knud er kommet i gang med at høre lydbøger, og jeg strikker og løser kryds og tværs. Og så snakker vi og hører musik, fortæller Jonna suppleret af Knud.
 

Stifinder ind i kommunen

De er begge glade for Lises besøg.
- Det er trygt med et hjemmebesøg og hyggeligt, at hun besøger os. Der går ikke så lang tid imellem besøgene, og det er fint. Vi har også fået nogle gode oplysninger i dag om Visitationen og hjælpemidler, så det kan klart bruges, lyder det fra Jonna og Knud.

På vej videre til næste besøg sætter Lise lidt flere ord på indsatsen med de forebyggende hjemmebesøg:
- Der er forebyggelse, sundhed og trivsel i de besøg, og derfor er det bare verdens bedste job, jeg har. Det er godt at få den tidlige kontakt til borgerne, mens de stadig er raske og aktive, for så ringer de ofte i tide, hvis de pludselig får brug for hjælp. Jeg kan fungere som en slags stifinder ind i kommunen, hvor vi har fokus på ’hjælp til selvhjælp’. Jeg bliver heldigvis mødt positivt, og de fleste kan jo godt lide spørgsmålet: Hvordan har du det?


Fakta:

Alle tilbydes et besøg det år, de fylder 75 og 80 år. Herefter årligt fra 82 år og frem. Du får også tilbudt et besøg, hvis du er 70 år og bor alene eller mellem 65 og 81 år og befinder dig i en særlig vanskelig livssituation.
Besøgene, der varer cirka en time, er frivillige, og de foregår som en samtale i dit hjem.

Find kontaktoplysninger og læs mere om forebyggende hjemmebesøg. 



 

 

Dato: 23. november 2019

Senest opdateret:

23. november 2019