You are here

Favrskov går for mental sundhed

Favrskov sætter igen i år fokus på mental sundhed i forbindelse med Sindets Dag.

Igen i år markerer Favrskov Sindets Dag ved at sætte fokus på mental sundhed – i år dog i mindre målestok end vanligt grundet coronasituationen. I Favrskov har markeringen fået navnet Sindets Uge og blev skudt i gang 1. oktober med et velbesøgt foredrag om OCD i Inside i Hammel. 5. oktober holder Frivilligcenter Favrskov online-skattejagt, og i hele uge 41 inviterer Social og Psykiatri til en eller flere gåture i den mentale sundheds navn.

Jes Svenninggaard er handicap- og psykiatrichef i Favrskov Kommune, og han håber, at borgerne får noget godt ud af de planlagte arrangementer.

- Mental sundhed spiller en afgørende rolle i et sundt liv. Nogle mennesker har udfordringer med psykisk sygdom, der kræver særlig behandling, men vi har alle sammen brug for et velfungerende hoved for at trives i dagligdagen. Mental sundhed handler også om så simple ting som at indgå i nogle fællesskaber, at mærke vind og vejr i ansigtet og at opleve en mening med alt det, der udgør livet. Vi har lavet tre tilbud, der på hver sin måde understøtter de ting, og jeg håber, at borgerne vil deltage i et af dem. Særligt gåturen henvender sig til os alle, siger Jes Svenninggaard.

På Sindets Uges hjemmeside kan man finde forslag til gode gå-ruter. Men hvor man går er uden betydning - det vigtige er, at man kommer ud i den friske luft. Favrskov Kommune opfordrer samtidig til, at man efter gåturen indtaster, hvor langt man har gået og indsender et billede fra turen, så Sindets Uge 2020 efterfølgende kan sætte sig spor i form af en collage med billeder fra ugen.

Læs mere om arrangementerne her.

Sindets Dag markeres kloden rundt hvert år den 10. oktober. I Favrskov markeres dagen med tre arrangementer i dagene op til.

Dato: 01. oktober 2020

Senest opdateret:

02. oktober 2020