You are here

Favrskov gav gode råd til ministeren

Formanden for Arbejdsmarkedsudvalget i Favrskov præsenterede et helt særligt projekt for en interesseret beskæftigelsesminister.

Favrskov Kommune deltog tirsdag sammen med otte andre kommuner i et inspirationsmøde hos beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, hvor kommunerne skulle fortælle om deres gode erfaringer med at få aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere hurtigere i job.

Fælles for de ni kommuner er, at de har gode erfaringer med at benytte virksomhedsrettede indsatser for udsatte kontanthjælpsmodtagere.

Formand for Arbejdsmarkedsudvalget Erling Kvist Andersen (A) præsenterede på mødet Favrskov-projektet ”Tættere på”, som har fået mange aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og uddannelseshjælpsmodtagere i arbejde eller uddannelse.

Løbende møder og færre sager

Projektet blev vedtaget af Byrådet i forbindelse med Budget 2016-19. Metoden til at få flere i arbejde er blandt andet, at sagsbehandlerne har færre borgere, de skal forholde sig til.

Til gengæld holder de flere løbende møder med borgerne, så der hele tiden er opfølgninger på de tiltag, der er i gang. Desuden er samarbejdet mellem sagsbehandlere og jobkonsulenter styrket, så de i fællesskab kan finde den rigtige løsning for borgerne.

Derfor indebar projektet en investering i ansættelse af flere sagsbehandlere og jobkonsulenter. Besparelserne ved at få aktivitetsparate hurtigere i selvforsørgelse overstiger dog langt de udgifter, der er ved de ekstra ansættelser.

Muligheder frem for begrænsninger

I alt har Favrskov fået 57 borgere i job eller uddannelse siden projektets start. Det er 32 flere end forventet.

Erling Kvist Andersen er glad for, at ministeren har fået øje på de gode resultater i Favrskov.

- I bund og grund handler projektet om hele tiden at se på borgernes muligheder frem for begrænsninger. Det er en stor motivation for både borgere og medarbejdere at se, at indsatsen virker. Ministeren lyttede interesseret, og jeg håber, han kan bruge Favrskovs eksempel, og at andre kommuner kan få glæde af det, siger Erling Kvist Andersen.

 

Dato: 01. marts 2017

Senest opdateret:

03. maj 2017