You are here

Favrskov glæder sig over nyt trinbræt i Laurbjerg

Om få år kan borgerne stige på og af toget i Laurbjerg, og dermed får Favrskov endnu en plads i togtrafikken mellem Aarhus og Viborg.

Trinbrættet i Laurbjerg er på vej, efter at Folketingets finansudvalg 28. februar 2019 godkendte finansieringen. For Favrskov Kommune betyder det flere goder til både nuværende og kommende borgere.

- Jeg glæder mig over, at mange års dialog om et trinbræt i Laurbjerg nu har givet resultat. Sammen med Laurbjerg-borgerne har vi kæmpet for det, og nu får vi alle belønningen. Det kommer hele Favrskov til gode, for attraktive togforbindelser betyder meget for borgere og erhvervsliv, og både Laurbjerg og Favrskov kan dermed fortsætte sin positive udvikling, siger borgmester Nils Borring.

Med genåbningen af trinbrættet i Laurbjerg får Favrskov Kommune togforbindelse fra Hinnerup, Hadsten, Laurbjerg og Ulstrup, og netop togforbindelser og infrastruktur er vigtige for væksten i Favrskov.

- Vi har nye byggegrunde på vej i Laurbjerg senere i 2019. Trinbrættet betyder, at der bliver endnu større interesse for området og for Favrskov generelt, fortæller Nils Borring.

Trinbrættet forventes at genåbne i slutningen af 2021, og dermed kan det første tog siden 1982 igen stoppe i Laurbjerg.

Fakta om genetablering af trinbrættet i Laurbjerg

  • Favrskov Kommune bestilte i 2012 en rapport, der dannede grundlag for det videre arbejde for genetableringen.
  • I Budget 2014-17 besluttede Favrskov Byråd at bidrage med op til 5,5 millioner kroner til medfinansiering af projektet.
  • I februar 2017 blev der indgået en aftale i Folketinget om at genetablere trinbrættet i Laurbjerg.
  • 28. februar 2019 vedtog Folketingets finansudvalg det aktstykke, der sikrer finansieringen af trinbrættet - se aktstykket her på Folketingets hjemmeside
  • I foråret 2019 indledes arbejdet med en helhedsplan for udviklingen af Laurbjerg, som blandt andet vil berøre arealet omkring det kommende trinbræt. 
Dato: 01. marts 2019

Senest opdateret:

06. marts 2019