You are here

Favrskov tager hånd om at udvikle ledertalenter

Som virksomhed er Favrskov Kommune optaget af god ledelse, og derfor sætter kommunen nu gang i et nyt talentudviklingsprogram med 20 pladser.

På skoleområdet har Favrskov Kommune tidligere haft et uddannelsesforløb med ledertalentudvikling. Nu er kommunen klar igen med 20 pladser på holdet med medarbejdere fra Job og Økonomi, Social og Sundhed og Børn og Kultur. Ledertalenterne bliver tilmeldt lederdiplommodulet ’Ledelse, kommunikation og organisation’ med undervisere fra VIA University College.

Forinden har ledertalenterne vist, at de har flair for ledelse, og de har givet udtryk for, at de gerne vil arbejde mere med det. Samtidig har deres nærmeste ledere udpeget dem som ledertalenter, så de er kommet i betragtning til en af de 20 pladser.

Det skal netop være en person, som lederen godt kunne tænke sig at se som ansøger til en eventuel kommende lederstilling, siger Rasmus Møller, direktør for Børn og Kultur i Favrskov Kommune og tovholder på talentprogrammet:
- De nuværende ledere har en vigtig rolle i det her, for de kan være med til at sikre næste generation af ledere ved at spotte ledertalenterne i vores egen organisation. Vi har brug for at udvikle, fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Samtidig giver det også den pågældende medarbejder mulighed for faglig, social og personlig udvikling.

Forløbet strækker sig fra nu og frem til 1. juni 2020, og det er skræddersyet ud fra erfaringer med ledertalentprogrammer. I programmet indgår blandt andet personlighedstest, coachingsamtaler, netværksarbejde, diplommodulet ’Ledelse, kommunikation og organisation’, evaluering af forløbet og dialogmøde med chefen.

Rasmus Møller glæder sig til at følge forløbet og få feedback fra deltagerne.
- Det har ikke været svært at få de 20 pladser besat. Mange er nysgerrige på ledelse, og de har lyst til at udvikle sig og har rum til at prøve kræfter med komplekse og nogle gange konfliktfyldte situationer. Vi ved godt, at nogle af ledertalenterne på sigt søger job andre steder, men sådan er vilkårene. Vi håber selvfølgelig, at talenterne har lyst til at byde ind på lederstillinger i Favrskov Kommune, lyder det fra Rasmus Møller.

Dato: 03. februar 2020

Senest opdateret:

03. februar 2020