You are here

Favrskov udvalgt til klimaprojektet DK2020

  • 46 kommuner er med i den seneste runde af DK2020 - deriblandt Favrskov Kommune.

    46 kommuner er med i den seneste runde af DK2020 - deriblandt Favrskov Kommune.

Sammen med 45 andre kommuner er Favrskov Kommune blevet udvalgt til at være en del af ’DK2020 – klimaplaner for hele Danmark’.

Projektet, som varer frem til sommeren 2022, skal sætte skub i den grønne omstilling i danske kommuner. Som deltagerkommune skal Favrskov sætte ambitiøse mål og handlingsplaner for, hvordan vi bliver klimaneutrale senest i 2050. Dermed baner Favrskov og de øvrige deltagerkommuner vejen for, at kommunerne opfylder målene i Parisaftalen.

Favrskov Kommune har ansøgt om at blive en del af DK2020, fordi kommunen gerne vil udvise lederskab i den grønne omstilling, siger borgmester Nils Borring og uddyber:

- Vi er godt på vej mod at halvere CO2-udledningen i kommunen i 2025, og med nye måder at håndtere overfladevand på er vi også i fuld gang med den nødvendige klimasikring. Favrskov skal fortsat være en vækstkommune, og DK2020 skal hjælpe os med at blive endnu bedre til at skabe grønne partnerskaber, som er til gavn for både klima og lokalsamfund. Det var også omdrejningspunktet for vores klimakonference 3. november i år. 

Anders G. Christensen, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov Kommune, glæder sig over kommunens deltagelse i DK2020.

- Vi har allerede plukket de lavthængende frugter i forhold til den grønne omstilling. Med DK2020 ser vi frem til at hæve ambitionsniveauet endnu mere, og vi kan trække på de mange gode erfaringer, andre kommuner har gjort sig. Vi kommer blandt andet til at bygge videre på vores praksis med at lave klimaplanlægning i samarbejde med andre. Vi har en god dialog med vores samarbejdspartnere, deriblandt også landbruget, lyder det fra Anders G. Christensen.

Fakta:

Realdania, KL, Regionerne, den grønne tænketank CONCITO og bynetværket C40 står bag DK2020. Det er anden gang, at projektet skal gennemføres, og de 20 kommuner, der var med i første runde, er nu ved at lægge sidste hånd på deres nye klimaplaner.

Deltagerkommunerne får teknisk hjælp og sparring fra C40 og CONCITO til at udvikle, opdatere og tilpasse klimaarbejdet, så det lever op til C40s standard for klimaplanlægning.

I projektet skal kommunerne udarbejde handlingsorienterede klimaplaner med fokus på alle sektorer inden for kommunernes geografiske område, der viser vejen til netto-nul udledning af drivhusgasser senest i 2050. Herudover skal kommunerne også have klare planer for klimatilpasning.

Læs mere om projekterne i DK2020

Læs en hurtig faktagennemgang af DK2020

 

 

Dato: 19. november 2020

Senest opdateret:

19. november 2020