You are here

Fjernvarme på vej til Haar

  • Martin Hollensen og Claus Esbensen fra Haar

    Martin Hollensen (til venstre) og Claus Esbensen fra Haar Grundejerforening har hjulpet fjernvarmen til Haar.

Frivillige kræfter har hjulpet fjernvarmen på vej til landsbyen Haar.

Landsbyen Haar ved Hinnerup har igennem flere år ønsket at komme med på Hinnerup Fjernvarmeværks net, og i begyndelsen af 2019 går det ønske i opfyldelse. At det lykkes skyldes blandt andet et godt samarbejde mellem driftige frivillige i Haar, Hinnerup Fjernvarme og Favrskov Kommune.

Hinnerup Fjernvarme fik i 2016 godkendt en udvidelse af fjernvarmeværkets kedler, og dermed blev der kapacitet til også at føre fjernvarmen til Haar. Det krævede dog opbakning fra mindst 50 procent af indbyggerne, og den opgave påtog Haar Grundejerforening sig.

- I Haar Grundejerforening ville vi gerne hjælpe med at få den nødvendige tilslutning, for vi tror på, at fjernvarme er godt og kan bakke op om byens positive udvikling. Vi tog derfor initiativ til et informationsmøde, og vi fulgte op ved at gå fra dør til dør i de husstande, vi ikke havde hørt fra, så vi sikrede os, at alle var godt informeret, fortæller Martin Hollensen og Claus Esbensen fra Haar Grundejerforening.

Haar Grundejerforening meldte samtidig fjernvarmeprojektet til Bedre Favrskov, der gav mulighed for at få hjælp fra Favrskov Kommune til informationsmøder samt et energitjek til de husstande, der ønskede det.

Borgerne bakkede godt op om projektet, og efterfølgende besøgte Hinnerup Fjernvarme hver enkelt husstand og lavede individuelle beregninger, og herefter var de 50 procent tilmeldte nået.

- Der har været et rigtig godt samarbejde mellem Favrskov Kommune, Hinnerup Fjernvarme og borgerne i Haar, så nu glæder vi os til at fejre, at fjernvarmen kommer i 2019, fortæller Martin Hollensen og Claus Esbensen.

Vil du vide mere om muligheden for at få fjernvarme flere steder i Favrskov, så kontakt klimakoordinator Mette Thorndahl på meth@favrskov.dk eller ring på 89 64 53 48. Du kan også læse mere om varmeforsyningen i Favrskov i den strategiske varmeplan her

Har du ideer til andre energibesparende projekter i din forening, så er der stadig mulighed for at melde projektet til Bedre Favrskov. Bedre Favrskov er et to-årigt projekt, der skal gøre Favrskov grønnere gennem oplysning og information til borgere, virksomheder og forsyningsselskaber. Læs mere på bedrefavrskov.dk

Dato: 24. oktober 2018

Senest opdateret:

26. oktober 2018