You are here

Forsker henter inspiration i Favrskov

  • Karen Barfod (i rød jakke) filmer og snakker med både elever og lærere. Her besøger hun Præstemarkskolen i Søften.

    Karen Barfod (i rød jakke) filmer og snakker med både elever og lærere. Her besøger hun Præstemarkskolen i Søften.

Hvordan tilrettelægger man det gode matematikforløb  i uderummet, og hvilke erfaringer har lærerne fra denne specielle tid med corona? Det kigger lektor Karen Barfod nærmere på.

Karen Barfod er lektor og forskningsleder i VIA Outdoor. Lige nu er hun travlt optaget af at komme rundt på skolerne for at samle gode ideer og informationer og lave interviews med lærerne til sit projekt, der er delt i to.

- Den ene del går ud på at samle gode eksempler på, hvordan lærere og pædagoger tilrettelægger og gennemfører undervisningsforløb ude. Hvad er den gode ide, og hvordan organiserer de sig helt konkret? Den anden del er kvalitative studier af, hvordan lærerne oplever tiden lige nu. Hvilke kvaliteter og udfordringer ser de, og hvordan løser de udfordringerne? Jeg laver interviews med lærerne, mens en kollega tager pædagogerne, forklarer Karen Barfod.

De gode ideer til udeundervisningen bliver løbende sat i spil via hjemmesiden www.hjaelpjegskalud.dk, hvor små videoer og andet materiale giver inspiration til lærere og pædagoger. Karen Barfod har været med ude på Præstemarkskolen i Søften, hvor en 5. klasse såede solsikker på skolens område. Hun har også været med på Østervangskolen, og i næste uge gæster hun Tungelundskolen i Thorsø.

- Det er spændende at komme rundt, og det er mit indtryk, at lærere og pædagoger er kreative, har et stort fagligt ansvar og en glæde ved arbejdet. Det er selvfølgelig et stort arbejde at skulle tilrettelægge ens undervisning på en ny måde – også når børnene skal vaske hænder i en uendelighed, men der sker en masse godt derude, lyder det fra Karen Barfod.

Dato: 06. juni 2020

Senest opdateret:

06. juni 2020