You are here

Fra ægtemand til plejer

  • For to år siden kunne Laila og Torben fejre guldbryllup - her fotografret foran deres hus i Ulstrup.

    For to år siden kunne Laila og Torben fejre guldbryllup - her fotografret foran deres hus i Ulstrup.

I påsken mistede Torben Gorm Larsen i Ulstrup sin kone efter 11 års sygdom. Han har samlet gode erfaringer, som han gerne vil give videre til andre.

Torben og Laila Gorm Larsens fælles hjem i Ulstrup kunne tidligere med 10 hjemmeplejebesøg dagligt ligne en mindre banegård. Efter en kræftoperation og en efterfølgende demenssygdom havde Laila behov for at få hjælp fra hjemmeplejen, og i hendes sidste leveår blev hjælpen intensiveret.
- I starten var jeg lidt irriteret over, at de kom i vores hjem, for jeg skulle lige vænne mig til, at vi var afhængige af hjælpen. Men nu savner jeg dem, og uden deres hjælp var det aldrig gået. Jeg fandt jo hurtigt ud af, at de ville os det godt. Og de kom til at kende os godt. Det blev nærmest til et venskab. Så man skal huske at opføre sig ordentligt over for dem. De er jo ikke tjenestefolk. Jeg har kun været på vagt, når der kom vikarer, for i forhold til Laila var det så vigtigt, at de kendte til hendes vaner og måder at gøre det hele på. Og det kunne vikarer ikke altid have styr på, lyder det fra Torben Gorm Larsen.

Nu er der stille i huset hos Torben. Laila døde 73 år gammel i påsken. Han havde skrevet hende op til at få en plads på demensafsnittet Skovbrynet på Anlægget i Ulstrup. Men der nåede ikke at blive en plads ledig på demensafsnittet, og han ved også godt, at han ville have haft det svært med at sende hende afsted.
 

- Vi har jo været gift i 52 år, og hun har kæmpet for vores familie og for vores syge datter i mange år. Hun gav aldrig op, og jeg ville heller ikke opgive hende. Jeg fandt ud af, at jeg sagtens kunne lave mad, vaske tøj og stryge. Så jeg må sige, at jeg er gået fra ægtemand til plejer. Det har indimellem været hårdt, men det har givet mig en masse erfaringer, så lige nu går jeg med et foredrag i maven, for jeg tror, at mange kan have gavn af at høre mine erfaringer og råd. Så det må jeg se at få styr på, og det skal hedde ’Fra ægtemand til plejer’, siger Torben Gorm Larsen.

Dato: 28. maj 2020

Senest opdateret:

28. maj 2020