You are here

Fra psykisk syge til rollemodeller - foredrag

  • Foredragsholdere og peer-støttemedarbejderne Cecilie og Christina

    Cecilie Bruun og Christina-Regitze Pedersen fortæller om, hvordan de i dag bruger deres erfaring til at hjælpe andre psykisk sårbare.

Mød to af Favrskovs nye peermedarbejdere, når de onsdag 9. oktober 2019 fortæller om, hvordan de har lært at leve med psykisk sårbarhed, og hvordan de i dag bruger deres levede erfaringer til at hjælpe andre.

Mennesker, der har gennemlevet psykiske vanskeligheder og recovery, kan udgøre en unik og virksom ressource i indsatsen over for andre mennesker med psykiske lidelser. Det kaldes peer-støtte. Onsdag 9. oktober kan du høre mere om, hvordan vi arbejder med det i Favrskov.

På denne aften vil de nye peermedarbejdere komme og fortælle en bid af deres livshistorier. De fortæller, hvordan de har håndteret at leve med psykisk sårbarhed, og hvordan de i dag bruger deres levede erfaringer til at hjælpe andre i psykiatrien. De vil fortælle om deres arbejde og om et peerfrivillighedskursus, de udbyder, som du kan få mulighed for at deltage på. 

Arrangementet er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig.

Foredraget holdes i Store Sal i Inside i Hammel, onsdag 9. oktober kl. 19-21.30.

 

Program:

19.00-19.15: Grethe Villadsen, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Favrskov Kommune byder velkommen til Sindets Uge, og områdeleder i Socialpsykiatrien Bo Bjerrum og afdelingsleder Kathrine Beltoft Rasmussen fortæller kort om baggrunden for peer-indsatsen i Favrskov Kommune.

19.15-20.00: Cecilie Bruun fortæller en del af hendes livshistorie, og om hvorfor hun er blevet peer-medarbejder.

20.00-20.20: Pause

20.20-21.00: Christina-Regitze Pedersen fortæller en del af hendes livshistorie, og om hvorfor hun er blevet peer-medarbejder.

21.00-21.30: Spørgsmål og information om peer-frivillighedskursus - et tilbud til dig

 

Om oplægsholderne:

Cecilie Bruun

I 2008 udviklede Cecilie en spiseforstyrrelse blandt andet som reaktion på et lavt selvværd og for høje krav til sig selv. Cecilie var lige begyndt i 1.g, da anoreksien for alvor tog fart. Imens kiloene raslede af, forsøgte hun at opretholde en travl hverdag med lektier, veninder, familie, fritidsjob og hest. Med støtte fra familien blev hun taget ud af gymnasiet og indlagt fem måneder på Center for Spiseforstyrrelser i Risskov. I dag har hun et afslappet forhold til mad, et bedre selvværd og stort mod på livet. På denne aften til Sindets Uge vil Cecilie fortælle mere om sin rejse ind i og ud af spiseforstyrrelsen, og hvordan hun har gjort brug af sine levede erfaringer til at hjælpe andre spiseforstyrrede.

Christina-Regitze Pedersen

Christina-Regitze har omsorgssvigt, seksuelle overgreb og mobning med sig i sin bagage. Hun har kæmpet en hård og sej kamp, og har imod alle odds trodset psykiaternes og lægernes dom om, at hun ville ende på førtidspension og ikke kunne fuldføre nogen uddannelser.

Hun har i dag en række uddannelser bag sig bl.a. som folkeskolelærer, med efterfølgende diplom i psykiatri, seksualvejleder og har læst Master i sexologi fra Aalborg Universitet.

Christina vil på denne aften givet et kort indblik i sin rejse og fortælle om, hvordan hun har gjort brug af sine levede erfaringer til at hjælpe andre, men i høj grad også sig selv.

Foredraget er en del af Sindets Uge - se hele programmet for ugen her

Dato: 08. oktober 2019

Senest opdateret:

09. oktober 2019