You are here

To gange 40 år med børn og tænder

  • Jørgen Kjær og Annemarie Rasmussen fejrer begge 40-års-jubilæum i Favrskov Kommunale Tandpleje 1. februar 2019

    40-års-jubilarerne Jørgen Kjær og Annemarie Rasmussen på klinikken på Østervangskolen i Hadsten.

Overtandlæge Jørgen Kjær og klinikassistent Annemarie Trane Rasmussen fejrer begge 40-års-jubilæum i Favrskov Kommunale Tandpleje 1. februar 2019.

To nye medarbejdere trådte 1. februar 1979 ind ad døren hos Hadsten Kommunale Tandpleje på Østervangskolen i Hadsten: Annemarie Rasmussen som klinikassistent og Jørgen Kjær i et vikariat som tandlæge. Det skulle blive starten på et langt og udfordrende arbejdsliv, hvor kombinationen af børn og det at gøre en forskel for tandsundheden ligger til grund for deres trofaste arbejdsindsats.

Sunde og teknologiske fremskridt

40 år i først Hadsten Kommune og senere Favrskov har budt på masser af børn og på en stor teknologisk udvikling i arbejdsopgaverne.

- Det er anderledes at være klinikassistent i dag, fordi de materialer, vi arbejder med til eksempelvis fyldninger, er mere fleksible, så vi er ikke så afhængige af tiden. Også røntgenbilleder går noget lettere i dag, hvor opgaven er digital: Før i tiden stod vi med fremkaldervæske og fremkaldermaskine og skulle vente 7-8 minutter per røntgenbillede. Men de administrative opgaver er blevet mere omfattende, selvom meget er blevet digitaliseret, forklarer Anne Marie.

Ud over teknologiens hjælp har også børnenes stadigt sundere tænder ændret på arbejdsopgaverne.

- Børnenes tandsundhed er blevet markant bedre på de 40 år. I dag har mere end 60 procent af en årgang ikke haft huller i tænderne, når de fylder 18 – dengang hejste vi flaget, når der var en uden huller. Det betyder, at vores opgaver handler langt mere om forebyggelse og pasning af tænderne, og her er det jo forældrene, der er helt centrale. For det er derhjemme, at slaget for sunde tænder skal slås – vi kan kun søge at motivere, rådgive og vejlede. Her har klinikassistenterne og tandplejerne en helt central rolle, fortæller Jørgen Kjær.

Psykologiske udfordringer i tandplejen

40 år på samme arbejdsplads har på mange måder budt på forskellige udfordringer, så hverken Jørgen eller Annemarie har set sig om efter andre jobs i de mange år. Annemarie supplerede en kort overgang med ekstra timer hos en privatpraktiserende tandlæge, mens Jørgen Kjær gik ledervejen, da han blev klinikchef i Hadsten Kommune i 1991 og overtandlæge i Favrskov Kommune i 2007. Jørgen har dog stadig halvanden dag på klinikken for at bevare kontakten med faget, børnene og forældrene.

- Opgaverne i den kommunale tandpleje er måske ikke så fagligt spredte og bredt udfordrende som hos en privatpraktiserende tandlæge, hvor man laver kroner, broer og rodbehandlinger. Til gengæld bliver man udfordret på det psykologiske plan, når man skal sikre, at børnene og forældrene har en god oplevelse med at gå til tandlæge, siger Jørgen Kjær.

Noget tyder på, at den opgave er lykkedes, for Annemarie har ofte oplevet, at børnene lige kigger forbi til en snak eller et kram.

- Nogle børn har haft klinikken som et frirum og følt, at det var et dejligt sted at komme, så de kiggede ind i frikvartererne, beretter hun.

Bliver i jobbet længe endnu

Selvom både Annemarie og Jørgen Kjær nærmer sig finalen på et langt arbejdsliv, har ingen af dem planer om at stoppe endnu.

- Jeg har svært ved at give slip - måske går jeg lidt ned i tid om nogle år, men jeg er ikke klar til at stoppe helt, forklarer Annemarie.

De to 40-års-jubilarer fejres torsdag 31. januar 2019 ved en reception for kolleger, venner og familie.  Ved receptionen modtager Annemarie Rasmussen Dronningens Fortjenstmedalje i sølv, men da medaljen ikke tildeles ledere, må Jørgen Kjær nøjes med at beundre sin medarbejders medalje.

Dato: 30. januar 2019

Senest opdateret:

30. januar 2019