You are here

Gratis influenza-vaccine til alle over 65 år

  • Hvis man er i målgruppen, handler det om at bestille tid hos ens læge, så man kan blive vaccineret.

    Hvis man er i målgruppen, handler det om at bestille tid hos ens læge, så man kan blive vaccineret.

Efterår og vinter er højsæson for influenzaen. Favrskov Kommune bakker op om indsatsen for at få flere i målgruppen til at blive vaccineret.

Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler, at 75 procent af de ældre borgere (65+) og kronikere bliver vaccineret mod influenza. I 2018 var tallet 43 procent vaccinerede i målgruppen i Favrskov Kommune og 49 procent for hele Region Midtjylland.
- Så der er plads til forbedringer. Forhåbentlig kan vi i år tage et godt ryk i den rigtige retning og få endnu flere til at bestille en tid hos lægen, siger distriktsleder Lone Stougaard, og udviklingssygeplejerske Louise Hartvig i Favrskov Kommune.

Vaccination mod influenza forebygger hospitalsindlæggelser, da svækkede borgere kan blive alvorligt syge af influenza. Tallene viser, at man har 60 procent mindre risiko for at blive smittet med influenza, hvis man er blevet vaccineret. Hvis man er vaccineret og alligevel bliver smittet, så får man et noget mildere sygdomsforløb.
Målgruppen er alle borgere over 65 år, førtidspensionister og personer med kronisk sygdom – eksempelvis diabetes, KOL og hjertesyge. Der går to til tre uger, før vaccinen beskytter, og den beskytter i cirka seks måneder.

I deres arbejde støder både Lone Stougaard og Louise Hartvig ofte på myten om, at man får influenza af vaccinen:
- Og det gør man altså ikke. Du bliver kortvarigt øm der, hvor du bliver stukket, og du kan opleve utilpashed, feber og muskelsmerter, der forsvinder efter en dag eller to. Det er vigtigt at understrege, at det ikke er influenza, men kroppens naturlige reaktion, når immunforsvaret bliver aktiveret.

Det er de praktiserende læger, der foretager vaccinationen, og Lone Stougaard og Louise Hartvig opfordrer alle i målgruppen til at bestille en tid hos lægen.
I hjemmeplejen i Favrskov Kommune bliver medarbejderne desuden tilbudt gratis vaccine, så de også er en del af den forebyggende indsats og ikke er raske smittebærere hos borgerne.

Sundhedsaftalen i Region Midtjylland står bag kampagnen, der strækker sig fra 1. november 2019 til 15. januar 2020. Op til og i selve kampagneperioden vil postkort, plakater og kampagner på sociale medier gøre opmærksom på indsatsen.

 

Dato: 18. oktober 2019

Senest opdateret:

04. november 2019