You are here

Hadstens nye brandstation indviet på festlig vis

  • Den røde snor klippes

    Den røde snor blev klippet af stationskoordinator John Elvin Kristensen og tillidsmand Per Nygaard Jensen

  • Nils Borring holder tale

    Formand for Beredskabskommissionen og borgmester Nils Borring holdt tale ved indvielsen

  • Beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl

    Beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl takkede for den nye brandstation.

  • Gæster til indvielse af brandstation

    Mange brandmænd og deres familier var mødt op til indvielsen

  • Brandstation - tøj

    Uniformerne hænger på rad og række og med varme i bænkene, så de hurtigt kan tørre.

  • Den nye brandstation i Hadsten

    Hadstens nye brandstation på Ginneruplundvej 1 i den sydlige del af Hadsten.

Hadstens nye brandstation blev i dag - lørdag 12. januar 2019 - indviet med taler, snoreklip og trefoldigt leve.

Cirka 170 personer var mødt op for at indvie den nye brandstation på Ginneruplundvej i den sydlige del af Hadsten.

Nils Borring, borgmester i Favrskov og formand for beredskabskommissionen for Favrskov – Randers –Djursland sagde i sin tale blandt andet, at en ny brandstation som denne er ”en fjer i hatten” for en kommune i vækst, og håbede samtidig, at den kan være med til at skabe mere opmærksomhed om jobbet som deltidsbrandmand eller -kvinde:

- Den nye placering betyder også et nyt rekrutteringsgrundlag. Måske er der flere kvinder og mænd, der bor og arbejder i denne del af byen, der får lyst til at prøve kræfter med jobbet? Vi leder altid efter medarbejdere, der kan være klar til udrykning inden for fem minutter, for hvert sekund tæller, når der skal reddes liv og værdier, lød det i Nils Borrings tale, inden han udråbte et trefoldigt leve for den nye brandstation.

Herefter blev den røde snor klippet af stationskoordinator John Elvin Kristensen og tillidsmand Per Nygaard Jensen, der begge har været involveret i stationsbyggeriet.

535 kvadratmeter til fællesskabet

Også beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl holdt tale og omtalte blandt andet den nye brandstation som et fundament for fællesskabet i beredskabet.

- Tak for den nye brandstation. Nu har vi en ordentlig ramme - en base, der skaber det fundament, der gør det muligt at håndtere det uforudsigelige i jobbet som brandmand. Nu har vi et ordentlig sted at sætte kaffen over, når man kommer hjem fra en opgave, sagde Kasper Sønderdahl.  

Begge talere roste samarbejdet mellem Favrskov Kommune som bygherre, Beredskab og Sikkerhed som lejere og alle involverede håndværkere og rådgivere.

Den nye brandstation er på 535 kvadratmeter og er indrettet med fuldt fokus på det rette udrykningsflow. Udover garage til brandbilerne rummer den også et kontor, der kan benyttes af områdekoordinator, stationskoordinator og administrative medarbejdere. Der er også et undervisningslokale til kurser i elementær brandbekæmpelse og førstehjælp. Udenfor er der vaskeplads til brandbilerne og parkeringspladser til beredskabet.

Den nye brandstation på Ginneruplundvej 1 erstatter den gamle brandstation på Vesselbjergvej i Hadsten.

Dato: 12. januar 2019

Senest opdateret:

12. januar 2019