You are here

Hinnerup-klasse løb med hovedpræmien

Under mottoet "Seje børn styrer selv" deltog mere end 122.000 børn over hele landet i den årlige kampagne Alle Børn Cykler, som Cyklistforbundet og TrygFonden står bag.

Børnene cyklede næsten en halv million ture under kampagnen, og nu er der præmier på vej til klasser i hele landet for indsatsen. Ege-klassen fra indskolingen på Rønbækskolen i Hinnerup var en af de 5.500 klasser fra hele landet, der i år deltog i Alle Børn Cykler kampagnen. Dermed deltog de også i lodtrækningen om kampagnens mange præmier og vandt hovedpræmien: Nye cykler til hele klassen!

Flotte resultater

Alle Børn Cykler får hvert år tusindvis af skolecyklister op på jernhesten, og kampagnen har stor effekt på skolecyklingen viser tal, som Cowi har analyseret. Normalt bruger kun omkring halvdelen af alle børn cyklen som primær transportform til skole, men under Alle Børn Cykler kampagnen stiger dette tal til op mod 80 procent blandt deltagerne, hvilket er en markant fremgang.

Kampagnen får også børnene til at tage cykelhjelm på, når de cykler. Ifølge tal fra Rådet for Sikker Trafik bruger 8 ud af 10 børn under 11 år cykelhjelm i bytrafik, mens kun lidt under halvdelen af de 11-15-årige normalt husker cykelhjelmen. Den gode nyhed er derfor, at blandt deltagerne i Alle Børn Cykler bruger 93 procent cykelhjelm på turen til skole og fritid under kampagnen.

Langsigtede effekter

Kampagnen har til formål at få flere børn til at cykle sikkert til og fra skole og fritidsaktiviteter og således få dem ud fra bagsædet i bilen og op på sadlen. Det har nemlig ikke kun betydning lige nu og her for børnene, men vil medvirke til at skabe sunde og sikre vaner fremadrettet.

- Cykling skal ind med modermælken, det ved vi, fortæller direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam.
- Jo tidligere, man får skabt gode cykelvaner hos børnene, jo større er chancen for, at de også cykler som unge og voksne. Derfor er netop kampagnen Alle Børn Cykler utrolig vigtig. Den henvender sig både til de voksne og til børnene, da det er forældrenes ansvar, at deres børn lærer at cykle tidligt og sikkert, og det er skolernes mulighed for at få bevægelse og trafiktræning ind i undervisningen. Især er det dog børnenes gevinst, når de lærer at klare sig alene på cykel. Vi ved nemlig fra børnene, at de rigtig gerne vil selv. At kunne cykle selv giver dem en stor frihed og samtidig en personlig udvikling, der modner dem og skaber gode sunde vaner for resten af livet.

Succes både på landet og i byerne

Man kunne måske tro, at det mest var et storbyfænomen, men det er langt fra tilfældet. I landkommuner brugte over 90 procent af børnene cykelhjelm i kampagnen, og børnene på landet cykler lige så meget som børnene i byerne i kampagneugerne.

- Det er meget positivt, at kampagnen har stor effekt uafhængig af, om de deltagende skoler ligger på landet eller i byen. Vi ser en generel tendens til, at færre cykler uden for de store byer, og det billede er kampagnen netop med til at ændre på. Håbet er så naturligvis, at det også har en afsmittende effekt uden for kampagneugerne, afslutter Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet.

Fakta om Alle Børn Cykler

Alle Børn Cykler har til formål at få flere børn til at cykle sikkert til og fra skole og fritidsaktiviteter - og cykle mere i det hele taget. Alle Børn Cykler kørte i år fra 4.-17. september, og de deltagende elever samlede point ved at bruge cykelhjelm og cykle så mange dage som muligt. Jo flere cykel- og hjelmdage, klasserne havde, jo større chance for at vinde præmier. Efter kampagnen er der blevet trukket lod om sjove og lækre cykelpræmier, som nu er på vej til vinderklasserne.

 

Landsdækkende og lokale resultater

Så meget cyklede deltagerne i Alle Børn Cykler 2017:

Region

Klasser

Elever

Cykeldage

Hjelmdage

Region Midtjylland

1377

30470

114699

111913

Region Nordjylland

365

7778

33534

31932

Region Hovedstaden

1593

36716

131551

124751

Region Syddanmark

1246

27162

113287

109685

Region Sjælland

919

19887

68013

63494

Totaler

5500

122013

461084

441775


 

Dato: 06. oktober 2017

Senest opdateret:

06. oktober 2017