You are here

- Jeg lever i bedste velgående

  • Pige i kørestol

    Christine Molbech er glad for at hjælpe andre, men ikke vild med, at andre hjælper hende.

  • Pige i kørestol på Elbæktoften

    Christine Molbech er glad for at hjælpe andre, men ikke vild med, at andre hjælper hende.

Med tv-optræden og et udadvendt job har 24-årige Christine Molbech overskredet nogle af sine egne grænser.

Rygmarvsbrok, kørestolsbruger og førtidspensionist. Ordene passer på Christine Molbech. Det samme gør fighter, tv-stjerne, humoristisk og omsorgsfuld.
- Jeg er egentlig en stille og tilbageholdende pige, men jeg kan også godt lide at sætte mig nogle mål og gøre noget for andre. Det har på det seneste betydet, at jeg har sagt ja til noget, der er grænseoverskridende for mig, men jeg har ikke fortrudt, og det har lært mig at springe ud i noget og ikke være så bange for det uvisse, lyder det fra Christine Molbech, der bor i Hadsten.

Vil hjælpe andre

Og i Hadsten er hun også vokset op. Hun er født med rygmarvsbrok og har tidligere gået med skinner og gangstativ. Hendes ryg er skæv, og nu sidder hun i kørestol. Med få timers hjælp om ugen klarer hun sig selv i egen bolig. Samtidig har hun overskud til at være omsorgshjælper 17 timer om ugen i et skånejob på aktivitetscentret Elbæktoften i Hadsten.
- Jeg har fundet ud af, at jeg brænder for at hjælpe andre. Det gør mig glad at gøre noget for andre. Jeg kan hjælpe dem med at spise, spille spil, tegne, gå en tur, lave mad sammen med dem eller bare snakke. Jeg er ikke så god til selv at modtage hjælp, da jeg er stædig og vil det hele selv, men hvor er det fedt at være der for andre, siger Christine, mens hun viser rundt på Elbæktoften, og mange hilser på hende.

Skabe forståelse

På det seneste har hun også gjort sit til, at endnu flere kunne tænkes at hilse på hende, da hun har deltaget i DR-programmet ’Danmarks lækreste – med et handicap’. Og hvordan kan den stille og tilbageholdende Christine så finde på at sige ja til det?
- Jeg sagde også først nej, men så kom jeg til at tænke på, at det måske kan være med til at fjerne fordomme og skabe forståelse for, hvem vi er. Jeg er ikke syg. Jeg lever i bedste velgående, men jeg har et handicap, og det påvirker så min hverdag og mine muligheder. Jeg har fået sat ord på, hvem jeg er, og hvad jeg drømmer om, og i programmerne bliver ordet ’spasser’ brugt. Med det ord får vi vist, at vi også har selvironi. Jeg har fået en masse søde kommentarer efterfølgende, siger Christine, der kender programmets initiativtager Mulle Skouboe fra Egmont Højskolen, hvor de begge har været elever.

Være noget for andre

Alle dage har ikke været lige nemme for Christine, og som førtidspensionist kunne hun godt blive siddende hjemme i sofaen.
- Men det har jeg ikke lyst til. Jeg vil også bidrage og være noget for andre. Jeg kan ikke holde til så meget, men jeg kan godt være med, fastslår Christine, der runder skånejobbet på Elbæktoften af med udgangen af juni måned i år.
- Så er jeg jo jobsøgende, udbryder hun.
I den forbindelse er et helt bestemt kort vigtigt at få i hus for hende.
- Jeg har ansøgt om at få et kørekort, men det tager sin tid, når man er handicappet. Uden et kørekort føler jeg mig indelukket. Jeg kan ikke besøge mine venner, og jeg kan heller ikke søge job andre steder. Så jeg håber, at jeg snart får et ja til at gå i gang med kørekortet, og så må vi se, hvad der sker, lyder det fra en knap så stille og tilbageholdende Christine.

Dato: 23. marts 2019

Senest opdateret:

23. marts 2019