You are here

Kampagne med humor skal lokke flere dagplejere til

Fra i dag 29. januar lancerer Dagplejen i Favrskov Kommune en ny kampagne for at få flere dagplejere ansat. Behovet er stort lige nu i Hinnerup og Søften.

’TØR DU... ansøge om at blive dagplejer? Vi søger alle typer!’ Sådan står der blandt andet i kampagnematerialet, der har en sej bikerfyr som blikfang sammen med et galleri med mange andre persontyper.

Med kampagnen ønsker vi at slå et slag for, at flere får øjnene op for, at det også kan være noget for dem at være dagplejer, siger Dorte Gregersen Mørk, leder af Dagplejen Favrskov:

- Vi har heldigvis mange forskellige dagplejere i dag, men mon ikke nogle har et lidt stereotypt billede af, hvem der er dagplejer. Det vil vi gerne pirke lidt til med humoren som middel og den lille udfordring med at bruge ordene ”Tør du”. Vi har igennem længere tid haft et almindeligt jobopslag i avisen og på favrskov.dk, og nu prøver vi så noget nyt.

Den nye kampagne går i luften i dag, mandag 29. januar, og det bliver ikke kun med avisannoncer.  Bikerfyren toner også frem på busenderne på ruterne 114, 118 og 200. Og går du i biografen i Hammel og Hadsten, kan du også møde ham blandt biografreklamerne. Kampagnen kommer på kommunens infoskærme, postkort placeret på biblioteker og i borgerservice, ligesom den vil være at finde i Lokalavisen Favrskov.

- Vi kører på med kampagnen her i foråret og håber, at vi kan tiltrække nogle nye medarbejdere. Lige nu er der et stort behov for nye dagplejere i Hinnerup og Søften, men vi har også behov for ansættelse andre steder i kommunen, siger Dorte Gregersen Mørk.

I forhold til pasning af de mindste børn er Favrskov Kommune kendetegnet ved, at der både er integrerede daginstitutioner og omkring 200 dagplejere at vælge imellem.


- Det er en mangfoldighed, som forældrene godt kan lide. Nogle vælger vuggestuepladsen, mens andre gerne vil have en dagplejeplads, da de vægter nærheden til den voksne og den lille børnegruppe. Jeg synes, det er en styrke, at vi har begge tilbud. Derfor er det også vigtigt, at vi prøver at gøre en ekstra indsats for at tiltrække nye dagplejere, og det er første gang, at vi går så bredt og massivt ud, lyder det fra Dorte Gregersen Mørk.

Kampagnen er planlagt til at køre frem til sommerferien.

Læs mere:

Mød en dagplejer i Favrskov Kommune

Læs mere om at være dagplejer

Søg jobbet som dagplejer

 

 

 

Dato: 29. januar 2018

Senest opdateret:

30. januar 2018