You are here

Lækkert nærvær i Sall

  • Nybyggeriet klæder den gamle bygning og giver hyggelige uderum.

    Nybyggeriet klæder den gamle bygning og giver hyggelige uderum.

  • Der er flere, der har svært ved at få armene ned af bare begejstring.

    Der er flere, der har svært ved at få armene ned af bare begejstring.

  • Marianne Pedersen glæder sig over at arbejde i de nye lækre lokaler.

    Marianne Pedersen glæder sig over at arbejde i de nye lækre lokaler.

  • Lis Christoffersen (th.) har været i Trekløveren siden 1997 og trods flytterodet, så ved hun stadig, hvor alt er.

    Lis Christoffersen (th.) har været i Trekløveren siden 1997 og trods flytterodet, så ved hun stadig, hvor alt er.

  • Hanne Bech Kristiansen er søgt ud i det store legerum, hvor børnene leger.

    Hanne Bech Kristiansen er søgt ud i det store legerum, hvor børnene leger.

  • Legerummet med de store kasser på hjul er populært efter ombygningen.

    Legerummet med de store kasser på hjul er populært efter ombygningen.

Daginstitutionen Trekløveren i Sall har været igennem en større ny- og ombygning til alle involveredes store jubel. Nu er vores hus faktisk gearet til at være en daginstitution, lyder det.

Daglig leder Hanne Bech Kristiansen har svært ved at få armene ned af bare begejstring over, hvordan Trekløveren tager sig ud efter istandsættelsen og tilbygningen af en ny vuggestuedel.
- Vores hus er en tidligere inspektørbolig til skolen, og den er aldrig blevet bygget om, så derfor har de forskellige grupper i huset forstyrret hinanden igennem dagen, da huset var indrettet som et parcelhus, ikke en daginstitution. Nu er vores hus faktisk gearet til at være en daginstitution, siger Hanne Bech Kristiansen.
 

Vinduer i børnehøjde

Hun viser rundt og glæder sig over et byggeri og en istandsættelse, der har givet lækre og lyse rum og et køkken til både vuggestuen og børnehaven. Der er rummelige garderober, lækre toiletter og nyt gulv med varme i. Der er et køligt rum til vuggestuens krybber, og der er legerum med kasser på hjul og kig til indholdet, så det hele bliver åbent og tilgængeligt. Samtidig er der bevaret mindre kroge og huler, hvor der er plads til uforstyrret leg.

Alt er endnu ikke på plads, da corona har forsinket leveringen af flere møbler. Pædagogmedhjælper Lis Christoffersen er i fuld gang med at pakke nogle flyttekasser ud. Hun har været i institutionen siden 1997.
- Det er jo nærmest mit andet hjem. Nu er det blevet et fantastisk hus med lyse rum og vinduer i børnehøjde. Det giver så mange muligheder, og det er til at blive glad af, lyder det fra Lis Christoffersen.
Det vil Marianne Pedersen godt give hende ret i:
- Jeg har været her siden 2000. Den gamle institution var slidt og langt fra optimalt indrettet. Nu er det lækkert, og det højner lysten til at være her endnu mere. Vi har fået nogle reelle rum, men har heldigvis også bevaret nogle hyggelige kroge.
 

Nærvær med grønt gulv

I byggeperioden har daginstitutionen holdt til hos Thorsø Børnehus, hvor Hanne Bech Kristiansen også er daglig leder.
- Personalet i de to institutioner har lært hinanden bedre at kende, og eksempelvis har to medarbejdere skrevet opgave sammen i forbindelse med et diplomfag. Det sætter gang i noget erfaringsudveksling og giver relationer, der kan være bærende for noget udvikling. Det er sådan en ekstra gevinst, vi har fået ud af vores ombygning, konkluderer Hanne.

Hun har også fået et nærmere kendskab til Ejendomscentrets store rolle og sender mange roser deres vej:
- Vi har haft et fantastisk samarbejde med dem, og de har blik for stort og småt. De har eksempelvis bygget en af vores garderober om, så den er mere fleksibel, og de har fundet brugte kontormøbler til mig, så vi sparede den udgift.

10. september 2021 er der sat et stort kryds i kalenderen, for der inviterer Trekløveren til indvielse.
- Vi glæder os rigtig meget til at vise vores fine hus frem. Meget er nyt, men huset er stadig god til at levere nærvær. Det har ikke ændret sig. Nu er det bare mere lækkert – og med grønt gulv, siger Hanne Bech Kristiansen.

Dato: 29. juli 2021

Senest opdateret:

09. september 2021