You are here
Legepladsen byder på et hav af læringsmiljøer
Corona-situationen har givet udelivet et boost i alle daginstitutionerne i Favrskov Kommune, da det handler om at mindske smittespredningen, og det lader sig nemmere gøre udendørs. Med titlen ’Naturbørnehave’ er både børn og voksne på Klintholm vant til at være ude det meste af året.
Sansebane i bare tæer
Lone Gade, daglig leder i Naturbørnehaven Klintholm, fortæller om de gode læringsmiljøer, mens hun viser rundt på legepladsen:
- Børnene er delt ind i tre grupper, og på grund af corona-situationen har vi stadig inddelt legepladsen i tre områder, da de ikke må lege på tværs af de grupper. Så det handler om at arbejde med relationerne i de tre store grupper og hele tiden tænke i at sammensætte smågrupperne på nye måder, så børnene kan dyrke nye venskaber og fællesskaber. Vores legeplads har plads til både de store armbevægelser og de små hyggestunder, hvor der bliver læst højt i et shelter. Der er overdækkede arealer, hvor vi kan tegne og bygge med LEGO, og alle tre grupper har lavet vandbaner i forbindelse med et science-tema. Vi arbejder hele tiden med læring gennem hele dagen, som det er beskrevet i den styrkede læreplan (læreplanstemaerne), og det gør vi på bedste vis også på legepladsen. Vi skaber lege- og læringsmiljøer i små zoner. Det udvikler det hele barn. Det kunne være et sted, hvor børnene kan læse, hvor de kan lege med dukker, et legekøkken eller leg med magneter og biler.
- Lone, se lige os, lyder det fra en smilende dreng i bare tæer. Sammen med to kammerater er han på vej igennem sansebanen, hvor børnene går oven på forskellige naturlag på bare tæer – der er kogler, mos, blade og små træstykker.
Ugle-kugle
Det er en populær tur. Det er også populært at være med til ’Klog på sprog’. I dag foregår det i det gamle hønsehus, som nu er snitteværksted. Pædagog Nina Andersen har taget en kasse ting og sager med. Sofia, Hugo, Ludvig, Valdemar og de andre ved lige, hvad de skal. Nu skal de i kassen finde noget, der rimer på hinanden: Ugle – kugle, siger Hugo, og Ludvig finder ’nål – bål, mens Sofia lige skal finde et ekstra ord:
- Det er en taske, men det rimer ikke på Cola, siger Nina til hende og sammen finder de ud af, at det må være ’taske – flaske’.
Tænke anderledes igen
På legepladsen over mod skoven har de fået godt gang i vandbanen. Det giver stor aktivitet med at få vandet til at løbe hurtigt. Fra vandbanen er der kig ned til det nyetablerede plateau, der bliver omtalt som ’Bøgescenen’ og skovlågen ind til skoven, hvor der er ’kendte’ steder som ’Isbutikken’, ’Mosbakken’ og ’Det væltede fyrretræ’.
- Vi kommer der jo tit, så derfor finder vi på navne til de steder, hvor vi er. Coronatiden har fået os til at udnytte hele vores legeplads og nå ud i alle kroge, da de fleste af vores aktiviteter foregår ude. Vi har kigget med nye øjne på vores legeplads. Eksempelvis kan vi savne at bruge vores motorikrum, men så handler det om at få de gode ideer sammen og udvikle nye muligheder på legepladsen. Eksempelvis har vi taget vores fender-gynge ud og hængt den op uden for, så børnene bliver tilbudt det samme, som de ville blive tilbudt, hvis vi var inde. Og om lidt kommer vinteren, og så skal vi tænke anderledes igen. Det er spændende. Vi elsker også at være ude, og vores engagement smitter af på børnene, så jeg har faktisk ikke rigtig mødt nogle børn, der i det lange løb ikke gider at være ude, lyder det fra Lone Gade, der lige bliver shanghajet for at hjælpe med nogle biler.
Fakta:
De seks læreplanstemaer:
- Alsidig personlig udvikling
- Social udvikling
- Kommunikation og sprog
- Krop, sanser og bevægelse
- Natur, udeliv og science
- Kultur, æstetik og fællesskab
De seks læreplanstemaer er erstattet af den nye styrkede læreplan, som lægger op til, at institutionerne kommer omkring alle læreplanstemaer hver dag – læring gennem hele dagen.