You are here

Masser af nybyggere i Favrskov

Der er godt gang i grundsalget i Favrskov, hvor blandt andet nybyggerkvarteret Flegebakken i Hadsten er populært.

Grundsalget fortsætter med at stige i Farskov. Der blev i 2016 solgt 29 byggegrunde i kommunen, og det tal steg til 41 solgte grunde i 2017. I år er der indtil videre solgt 27 byggegrunde, og hvis det tempo holder året ud, er der udsigt til, at grundsalget igen tager et pænt hop.

Det er blandt andet de nye udstykninger på Flegebakken i Hadsten, der trækker grundsalget op. Sidste år tegnede de sig for 11 underskrevne slutsedler, og Flegebakken er også i år et attraktivt sted at bosætte sig. Således er der i årets første seks måneder solgt yderligere 13 grunde i det attraktive nybyggerkvarter.

Favrskov har igennem mange år vist sig som en populær bosætningskommune, og borgmester Nils Borring glæder sig over, at tilflytningen til Favrskov også omfatter nybyggere.

- Vi ved, at mange børnefamilier vælger at bosætte sig i Favrskov, fordi vi kan tilbyde alle de ting, som familier efterspørger. Jeg glæder mig virkelig over, at Favrskov står stærkt, når folk skal træffe en af de store beslutninger i livet og så vælger Favrskov. Det er et tegn på, at byrådet har prioriteret rigtigt i at understøtte alle de ting, der gør Favrskov til et godt sted at bo, siger Nils Borring.

Tallene viser, at omkring halvdelen af nybyggerne i Favrskov kommer fra andre kommuner – heraf langt de fleste fra Aarhus Kommune. Den resterende del af nybyggerne bor allerede i Favrskov Kommune, men bytter deres nuværende hus eller lejlighed ud med en ny byggegrund.

Indtil videre er der i 2018 solgt byggegrunde i Voldum, Nr. Galten, Thorsø, Hadbjerg, Hammel, Ulstrup, Lading og Hadsten.

Se mere om ledige byggegrunde på favrskov.dk/bygnyt

Dato: 12. juli 2018

Senest opdateret:

13. juli 2018