You are here

Mere teater og kultur til Favrskovs børn og voksne

En samarbejdsaftale med Randers EgnsTeater er netop blevet godkendt i Favrskovs Kultur- og fritidsudvalg samt Børn- og skoleudvalget. Aftalen giver mere teater og kultur til borgerne i Favrskov.

Med et driftstilskud på godt 147.000 kroner om året i perioden 2017-2020 får Favrskov del i Randers EgnsTeaters mange forskelligartede kompetencer. Samarbejdet etableres blandt andet for at understøtte tilbuddet om kulturelle oplevelser i Favrskov Kommune og udviklingen af den åbne skole. En stor del af beløbet er afsat til den store event ”Tog til tiden”, der afvikles i efteråret 2017 ved Sløjfen i Hadsten.

Samarbejdet kan udmøntes på flere måder: Randers EgnsTeater kan vise nogle af sine forestillinger i Favrskov, undervise børn og lærere i dramatik, kommunikation og kropssprog eller sætte flere kræfter bag nogle af de kulturelle ting, der allerede sker.

Anders Nørgaard, formand for Kultur- og fritidsudvalget, ser aftalen som en styrkelse af Favrskovs kulturliv.

- Det glæder mig, at vi kan samarbejde på tværs af kommunegrænserne og dermed få gavn af hinandens kompetencer. Med aftalen kan vi få professionel assistance til nogle af vores mange kulturelle initiativer og dermed gøre oplevelserne i Favrskov endnu større, forklarer Anders Nørgaard.

Også formand for Børn- og skoleudvalget, Isabell Friis Madsen, glædes over samarbejdet, der kan give Favrskovs børn større og flere oplevelser med værktøjer fra teatrets verden.

- Samarbejdet bliver en del af vores arbejde med den åbne skole, hvor vi kan trække på Randers EgnsTeaters kompetencer til eksempelvis dramaundervisning eller flere teateroplevelser. Jeg er sikker på, at samarbejdet med teateret bidrager til flere alsidige læringsforløb og gode kulturelle oplevelser for børn og unge, siger Isabell Friis Madsen.

Teaterleder på Randers EgnsTeater, Peter Westphael ser frem til at samarbejde med Favrskov Kommune.

- Jeg er overbevist om, at vi kan lære en masse af hinanden, og jeg glæder mig til at se, hvordan Randers EgnsTeater kan understøtte de ting, der allerede sker i Favrskov. Jeg er allerede imponeret over den energi, jeg har mødt mange steder. Det giver mening, at vi samarbejder og får mere ud kunst- og kulturressourcerne, siger Peter Westphael.

Der er allerede flere konkrete projekter på vej i Favrskov. Blandt andet vises Randers EgnsTeaters Vintercabaret, og i efteråret 2017 samarbejder teateret med Sløjfen i Hadsten om eventen ”Tog til Tiden”. 

Dato: 20. december 2016

Senest opdateret:

20. december 2016