You are here

Nu åbner billetsalget til Spådommen om Høje Stene

  • Spådommen om Høje Stene - billeder af skuespillere i tøj fra jernalderen

    FOTO: Iga Kuriata, Simon Christensen, Jesper Lyng Michelsen, Medieafdelingen, Moesgaard Museum

  • To ravne - illustration til Spådommen om Høje Stene

    FOTO: Iga Kuriata, Simon Christensen, Jesper Lyng Michelsen, Medieafdelingen, Moesgaard Museum

Gå ikke glip af en spektakulær oplevelse, når vandringsforestillingen ”Spådommen om Høje Stene” genopliver jernalderens Favrskov.

Forestillingen knytter sig op på fundet af skibssætningen ”Høj Stene” ved Vejerslev, som af Moesgaard Museum er blevet fremhævet Danmarks mest markante gravmonument fra jernalderen

Publikum kommer på en rejse i skoven ved Vejerslev og kan undervejs løbe, vandre, sanse og snige sig tilbage i tiden. Til en tid med spåkvinder og magisk natur. Til en tid med drama og spænding. Til en tid, hvor Favrskov måske husede Jyllands første konger. Forestillingen er for både børn og voksne.

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Steen Thomasen er ikke i tvivl om, at der venter Favrskov en storslået oplevelse.
 
- Det her er en enestående chance for at få en ekstraordinær kulturel oplevelse i Favrskov og samtidig blive klogere på den historie, der har udspillet sig her i jernalderen. Der venter os en helt særlig forestilling, hvis lige vi ikke kommer til at opleve foreløbig, siger Steen Thomasen.

Forestillingen har premiere lørdag 25. maj 2019. Efterfølgende spiller forestillingen 26 gange i perioden 25. maj - 16. juni 2019, og der er i alt 1250 billetter til forestillingen. I spilleperioden er der også lukkede forestillinger for skoler.

Billetterne er nu sat til salg på favrskov.dk/hoejestene. Billetprisen er 130 kr. for voksne og 80 kr. for børn, og der kan bestilles picnic-kurve i forbindelse med køb af billetter. Det er frivillige i Vejerslev, der står for salg af mad og drikke.

Fakta om ”Spådommen om Høje Stene”

Teatret Wunderland står bag ”Spådommen om Høje Stene”. Forestillingen er støttet af Favrskov Kommunes Kultur- og Fritidsudvalget igennem Kulturinitiativer, Favrskov Kommunes Landsbyråd, LAG Randers-Favrskov, Region Midtjyllands Kulturmidler og Europæisk Kulturregion, mens Moesgaard Museum er samarbejdspartner.

I en vandringsforestilling føres publikum i mindre grupper rundt i landskabet af en skuespiller. En vandringsforestilling gør det muligt for publikum at leve sig dybt ind i historien ved at opleve med alle sanser.

En forestilling består af fire hold publikum á 12 personer, i alt 48 publikummer per forestilling. De fire hold går afsted samtidig anført af hver sin skuespiller. På deres rejse rundt i landskabet vil de fire hold møde andre skuespillere, der med hver sin fortælling giver oplevelsen nye dimensioner.

Læs mere på favrskov.dk/hoejestene

Dato: 13. marts 2019

Senest opdateret:

13. marts 2019