You are here

Ny direktør i Favrskov Forsyning A/S

Bestyrelserne for Favrskov Forsyning A/S, Favrskov Spildevand og Favrskov Affald har udpeget Sara Funch som direktør for Favrskov Forsyning A/S, Favrskov Spildevand A/S og Favrskov Affald A/S med virkning fra 1. juni 2019.

Sara Funch er et kendt ansigt i Favrskov Forsyning, hvor hun har været konstitueret i direktørstillingen siden 1. juli 2018. Bestyrelsen valgte i 2018 at besætte direktørstillingen midlertidigt frem til udgangen af maj 2019 af hensyn til at sikre ledelsesmæssig stabilitet.

Bestyrelsesformand Søren Frandsen (F) glæder sig over den store interesse for stillingen, hvor der var 27 ansøgere. Han glæder sig også over at skulle fortsætte samarbejdet med Sara Funch.

- Med ansættelsen af Sara Funch får vi en direktør med flair for økonomi og forretningsmæssig forståelse. Jeg kender hende også som en meget resultatorienteret leder, der er bevidst om, at skarp styring af økonomien er en forudsætning for, at vi kan skabe en god og sund udvikling af selskaberne. Samtidig glæder jeg mig over, at hun har stor fokus på at yde god service til vores kunder, siger Søren Frandsen og fortsætter:

- Jeg har sat stor pris på samarbejdet med Sara Funch, og der er ingen tvivl om, at hun med sin faglighed og relationelle kompetencer er den rigtige til at stå i spidsen for at drive og videreudvikle spildevands- og affaldsområderne i Favrskov Kommune.

Sara Funch glæder sig til at forsætte i direktørstillingen:

- Det at arbejde i en organisation med en samfundsdagsorden betyder meget for mig. Jeg synes, at Favrskov Forsyning er en spændende arbejdsplads med dygtige og engagerede medarbejdere. Jeg er meget glad for, at jeg får mulighed for at arbejde videre med de initiativer og indsatser, som jeg i samarbejde med medarbejderne har sat i gang det sidste års tid. Så jeg ser frem til at være med at skabe den rigtige retning for og udvikling af Favrskov Forsyning – til gavn og glæde for kunderne.

Sara Funch er gift, har tre børn og bor i Hammel. Hun er 38 år og uddannet cand.merc.aud. fra Aarhus Universitet (Handelshøjskolen i Aarhus). Ligeledes er hun næsten færdig med en MBA-uddannelse på Aarhus Universitet.

Sara Funchs karriere omfatter følgende ansættelsesforhold:

  • 2019 - Direktør for Favrskov Forsyning A/S
  • 2018 - 2019: Konstitueret direktør, Favrskov Forsyning A/S
  • 2018 - 2018: Økonomichef, Økologisk Landsforening
  • 2010 - 2018: Økonomichef, Skanderborg Forsyning A/S
  • 2010 - 2010: Finansiel Controller, Skanderborg Forsyning A/S
  • 2009 - 2010: Revisor, Revision Hammel
  • 2007 - 2009: Revisor, Deloitte Aarhus
Dato: 29. marts 2019

Senest opdateret:

29. marts 2019