You are here

Ny onsdagscafé åbner i Ulstrup

  • Annegrete Biller foran Fælleshuset i Ulstrup

    Annegrete Biller fra Røde Kors Thorsø-Ulstrup glæder sig sammen med kollegerne til at åbne dørene til den nye onsdagscafé i Ulstrup Fælleshus.

28. august åbner Røde Kors en ny onsdagscafé i Ulstrup Fælleshus. Ideen til caféen er opstået i et samarbejde mellem Favrskov Kommune, Røde Kors, Ældre Sagen og andre frivillige aktører.

28. august åbner Røde Kors sin nye onsdagscafé i Ulstrup Fælleshus på Solsortevej. Caféen er åben hver anden uge, og der er kaffe og te på kanden til dem, som kigger ind til nogle timer i hyggeligt samvær.

Annegrete Biller er en af initiativtagerne til den nye café. Hun var med i arbejdsgruppen i projektet Sammen mod Ensomhed, hvor idéen til caféen opstod i et samarbejde mellem Favrskov Kommune, Røde Kors, Ældre Sagen og andre frivillige aktører.

- Vi mente i gruppen, at der måske var et behov for en café i Ulstrup, hvor man bare kan komme og mødes. Vi kan se, at der er velbesøgte caféer i nogle af kommunens andre byer, og det vil vi også gerne prøve at løbe i gang her i byen. Man skal bare møde op, og så er vi sikre på, at det nok skal blive hyggeligt, siger Annegrete Biller.

Hun er ansvarlig for nørklerne i Røde Kors Thorsø-Ulstrup og kommer derfor fast i fælleshuset. Her er der god plads til at afholde caféen, og når vejret er godt, er der også en overdækket terrasse til rådighed.

- Det er så dejligt, at vi kan bruge fælleshuset her i Ulstrup som et samlingspunkt, og vi håber, at folk vil komme og være med. Det er gratis at deltage - man dukker bare op. Vi vil gøre vores bedste for, at det bliver hyggeligt og hjælpe med at få snakken til at gå. Når jeg er her sammen med nørklergruppen, så er der liv og glade dage, og jeg håber, det samme bliver tilfældet med caféen, siger Annegrete Biller.

Hun forestiller sig, at nogle af deltagerne gerne vil spille kort eller strikke, og hun overvejer også, om man kunne invitere fx kommunens naturvejleder til at kigge forbi og fortælle om naturen. Derudover har hun en aftale med en borger fra lokalområdet, der gerne vil komme og fortælle, hvordan man laver kryddersnaps af urter fra naturen omkring Ulstrup.

- Det var der måske nogle mænd, der ville synes var særligt interessant. Men vi har ikke et fast program. Hvis folk kommer, så kan de jo fortælle, hvad de har lyst til at lave, og så gør vi det. Det vigtigste er, at folk ved, at alle er velkommen i caféen. Her kan de lære nye mennesker at kende på en uformel måde, og vi glæder os meget til at slå dørene op, siger Annegrete Biller.

Caféen er åben onsdage i ulige uger fra kl. 14.30-17. Adressen er Solsortevej 68.

Dato: 20. august 2019

Senest opdateret:

20. august 2019