You are here

Nytårshilsen fra borgmesteren

2016 bød blandt andet på kongeligt besøg, indvielser og vigtige borgermøder.

Julen og nytåret er kendetegnet ved hjerter, lys, samvær og varme ønsker for det nye år. Nogle steder i verden har de kendetegn trange vilkår på grund af krig og uroligheder. Selv et hyggeligt julemarked i Berlin kan bruges til at sprede død og ødelæggelse. Verden kan være grum, og vi skal prise os lykkelige for vores placering på verdenskortet.

Vi skal huske at være taknemmelige for det, vi har, for andre folkeslag har oplevet, hvor hurtigt det hele kan blive taget fra en igen.

Med det in mente har vi meget at glæde os over fra året, som vi siger farvel til lige om lidt. Dronningens besøg i september blev en mindeværdig dag, hvor alle gjorde deres yderste, så kommunen tog sig godt ud. Dronningen besøgte arbejdspladser, virksomheder og talte med en række interessante mennesker. Dagen igennem kunne vi med stolthed vise kommunen frem, og afskeden på Aarhus Havn blev både smuk og rørende, da et stort sammensat Favrskov-kor rundede dagen af. Mange frivillige ydede en indsats på dagen, og mange fulgte i Dronningens fodspor med arrangementer på Frijsenborg og Queen.

I årets løb er mange spændende byggerier og anlæg også blevet indviet. Byggeriet for udviklingshæmmede på Elbæk Allé i Hadsten er klar til den officielle indvielse først i det nye år, men de første beboere er allerede flyttet ind. Den nye hal i Søften Kultur- og Idrætscenter er også blevet indviet i år, og den ekstra halkapacitet er blevet taget imod med kyshånd af de mange aktive idrætsudøvere i området. Behovet blev ikke mindre af, at taget på den fem år gamle Rønbækhal i Hinnerup brast sammen i november. Folkeskoven i Hadbjerg blev godt nok indviet i 2015, men er for alvor taget i brug her i 2016 med shelters, hundeskov og madpakkehus.

Til et borgermøde om en kommende skov mellem Hinnerup, Grundfør og Søften skulle der skaffes flere stole, og der var en rigtig god stemning, da den offentlige skov er at betragte som en gave til os alle – og til grundvandet. Jeg er sikker på, at vi kan se frem til endnu en festdag, når skoven skal indvies i 2017. Et andet velbesøgt borgermøde handlede om nedklassificering af veje, og her var begejstringen ikke særlig stor – det var til gengæld modstanden. Fremmødet var så stort, at der måtte arrangeres endnu et møde i Ulstrup. I Hammel Gymnastikforening glædede man sig over at kunne indvie en ny kunstgræsbane, og i Thorsø mødte mange op for at være med til at vælge byens kommende lyskunst.

Et lyspunkt er der også i den økonomiske udvikling, og det kan mærkes, når det kommer til salget af vores grunde til boliger og erhverv. Det er glædeligt. Som borgmester mener jeg selvfølgelig, at Favrskov har meget at byde på både i forhold til familier og virksomheder, så vi glæder os over, at vi bliver flere, og at flere har lyst til at bygge nyt.

Men hvad venter der os i 2017?

Det gør et nyt halbyggeri i Hadsten, hvor mange venter på de ekstra haltider. I Hammel begynder byggeriet i Dommerparken, hvor der blandt andet skal være et plejecenter.

2017 bliver også det store kulturår med Aarhus som europæisk kulturhovedstad. Det bliver stort for os alle, og heldigvis smitter det også af på resten af kommunerne i den midtjyske region. Der vil blive delt godt ud af kulturelle indslag med forskellige udtryksformer, så vi kan føle os underholdt, inspireret, forarget eller på anden vis berørt. Der er helt sikkert meget at glæde sig til.

Vi kan også glæde os til, at 2017 er kommunalt valgår. Som altid er kommunalvalget vigtigt, da det sætter fokus på vores nærdemokrati. Jeg håber, at vi får en høj valgdeltagelse, for det vidner om, at folk interesserer sig for det nære. Vi skal passe på vores demokrati, for det er ikke en selvfølgelighed. Det skal plejes og næres, og de unge skal lære, at deres stemme også er vigtig. Vores demokrati, vores værdier og vores fællesskab er værd at yde en indsats for. Derfor vil jeg slutte med at sige tak til alle jer, der bidrager med frivilligt engagement i alle afskygninger. I bidrager med overskud og livsglæde til en bedre hverdag.

Med ønskerne om et positivt og begivenhedsrigt 2017 vil jeg ønske alle et rigtigt godt nytår.

 

 

 

Dato: 30. december 2016

Senest opdateret:

30. december 2016