You are here

Økonomisk håndsrækning til STU fra Rotary

  • Præsident for Rotary Hadsten Mads Møller Pedersen smilede om kap med eleverne, da han overrakte pengene. Elevernes pengebarometer nåede næsten loftet med pengene fra Rotary.

    Præsident for Rotary Hadsten Mads Møller Pedersen smilede om kap med eleverne, da han overrakte pengene. Elevernes pengebarometer nåede næsten loftet med pengene fra Rotary.

STU Favrskov i Hadsten har fået en tidlig julegave fra Rotary Hadsten.

For unge med udviklingshæmning, ADHD, autisme og andre diagnoser er livet brolagt med mange udfordringer af varierende sværhedsgrad, men små er de aldrig. Det er op ad bakke hele tiden, og det er det også for de unge, der går på STU Favrskov i Hadsten. STU er forkortelsen for Særlig Tilrettelagt Uddannelse, og uddannelsen er for denne type unge, der ikke kan gennemføre en almindelig uddannelse.

For nylig var der alligevel medvind til de unge. Rotary Hadsten kom med en økonomisk håndsrækning, der gør det muligt at gennemføre en studietur til København for 2. årgang. Pengene til STU-eleverne kommer fra projekt “Team Rotary Favrskov”, der i flere år har arrangeret cykelture til Paris om optakt til Tour de France. Cykelturene rejser så mange penge, at der er midler til både landsdækkende  og lokale aktiviteter.

Checken på 8.000 kr. sikrer økonomien til studieturen, så alle kan komme med, uden det er nødvendigt at skele til den enkelte elevs økonomi. Forberedelserne til studieturen, der finder sted i juni 2017, har været i gang længe. Eleverne vil nemlig selv skaffe en del af pengene ved blandt andet salg af lodsedler og forskellige små opgaver. Målet på 13.000 kr. til studieturen har de nået, men de fortsætter med  at lave forskellige opgaver, så der måske kan blive til lidt ekstra oplevelser i København.

 

- For at øge deres interesse og viden om samfundet skal de unge gennemgå et undervisnings- og oplevelsesforløb på andet undervisningsår med titlen “Verden omkring mig - og hvordan kan jeg gøre en forskel i samfundet“. Formålet er at introducere eleverne for et samfund, der rækker ud over kommunegrænsen, at præsentere demokratiet som vores samfundsmodel, opleve kulturelle tilbud og lære dem at yde en indsats for andre gennem forskelligt frivilligt arbejde m.m. Disse unge har mere end andre brug for at opleve at sætte viden om samfund, historie og kultur ind i meget konkrete rammer, så eksempelvis læring om lovgivning kædes sammen med en konkret rundvisning på Christiansborg, og kongehusets indflydelse på historien kædes sammen med at se Amalienborg, fortæller Mette Ranch Olsen, socialpædagog på STU i Hadsten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dato: 23. december 2016

Senest opdateret:

23. december 2016